The Bands fjerde studieindspilning, Cahoots, udkom i september måned 1971. Det var blevet indspillet i starten af året, og det var det første album med The Band, som jeg investerede i. I Jaspers radioforretning i Kongensgade i Esbjerg. Sådan var det ofte med mine pladeindkøb dengang. De fulgte ikke kronologien.

Og jeg kan også huske, hvad det præcist var, der gjorde, at jeg måtte have det album og ikke et andet af tidens albums: Bands udgave af Bob Dylans “When I Paint My Masterpiece“. Det er i mine ører en udgave, der ikke er overgået siden hen. Heller ikke af mesteren selv. Forklaringen er måske, at det var første gang nummeret kom på plade.

Dylans selv fik det ud på Bob Dylan’s Greatest Hits Vol. II et par måneder senere samme år. Men jeg tror mere, at det hænger sammen med indspilningens særlige stemningsfuldhed, som især Garth Hudsons harmonika er med til at skabe. Arrangementet passer fornemt til det næsten eksotiske univers, som Dylan maler for vores øjne i teksten.

Anmelderne var lidt lunkne over for dette album. Det blev målt med debuthovedværket  og kultpladen “Music from Big Pink”, hvor Band spillede sammen med Bob Dylan og fortolkede hans sange. I Rolling Stone brugte Jon Landau mange spalter til at forklare, hvorfor “Cahoots” ikke var helt så god en plade som de to andre og “Stagefright” (som han i øvrigt hadede første gang, han hørte den).

Landau mener, det er overproduceret, og at gruppen har fået en distance til deres musik og tekster, som de ikke havde tidligere. Og så mener han også – en typisk anmelderanke – at pladen er for uhomogen og spreder sig over for mange musikalske udtryk. Disjecta membra.

Men efter utallige gennemlytninger gennem årene må jeg sige, at denne plade har bevist sin slidstyrke. Den har mange lag, som afdækkes med tiden. Og dens særlige melankoli og Weltschmertz er af nærmest universel art. When I Paint My Masterpiece hed sangen, der fik mig på krogen. Og The Band malede deres mesterværk med denne plade…