Man skal hore meget, før ørerne falder af, sagde min gamle fader altid.

I dag er det ikke kun Kvindernes internationale kampdag, men også fyrreårsdagen for lanceringen af børneudsendelsesfigurerne Kaj og Andrea. Som så meget andet fra DRs børne- og ungdomsafdeling var figurernes ageren på tv præget af datidens samfundskritiske tendens. Softcore socialkritik.

Siden har papegøjen og frøen tabt pusten, hvis man skal tro Iben Charlotte Christensen, cand. mag i dansk og kønsstudier, og er blevet til “reaktionær konservatisme”. Tag den!

Men kan det egentlig undre nogen? Nu har vi i snart et årti været vidne til en konstant ‘jagt på røde lejesvende’ i DR, og institutionens autonomi er blevet reduceret – for ikke at sige kastreret – og DR nærmest forvandlet til at være en fabrik for mainstreamprodukter med en svag glasur af legitimerende public service.

For ikke så længe siden kunne man i aviserne høre den konservative kulturminister sukkende efterlyse kritiske intellektuelle i medierne. Og nu står de to kludedukker for skud, fordi de er faldet til patten – sådan rent ideologisk. Den tanke er nærliggende, at opgøret med de forhadte, politiske halvfjerderes og det udskældte “68”, har haft den effekt, at enhver samfundskritik er forstummet i DR, og at de intellektuelle har stukket piben ind. De er ikke blevet erstattet af borgerlige intellektuelle kritikere. Hvorfor? Fordi, tror jeg, de borgerlige aldrig har været specielt intellektuelle eller kulturelt opfindsomme. Sådan var det i halvfjerdserne – og sådan er det stadigvæk. Derfor dukker den nostalgiske længsel op – selv i de borgerliges. rækker…