For snart længe siden skrev Torben om et emne, der kun har ringe bevågenhed i mediernes beskæftigelse med musik: musikkens fysiske omkostninger for udøverne. Arbejdsskader og lign. Det kan godt være, at musik er godt for “sjælen”, men ikke nødvendigvis for kroppen – i hvert fald ikke musikernes. I dagens udgave af The Telegraph kan man fx læse, at den 60-årige Phil Collins agter at slutte sin musikerkarriere. Han har problemer med hørelsen og har ødelagt sine hænder efter de mange timer bag trommerne. Lægerne har forbudt ham at fortsætte. Og han har længe været nødt til at tape trommestikkerne fast til hænderne for overhovedet at kunne spille… Oven i skal så lægges en oplevelse af, at der ikke længere er brug for ham i nutidens musik: “Jeg ser på MTV Music Awards og tænker, ‘Jeg kan ikke være i denne business'”. Med mere end 150 millioner solgte plader behøver Collins heller ikke at fortsætte.
Forståeligt nok er der noget vemodigt, ja næsten deprimerende, over Collins’ udtalelser. Han har været musiker det meste af sit liv. Og det er svært at sige farvel. Men sådan er livet også. Så det kan godt være, at Collins tager ‘på en mystisk cykelferie og aldrig vender tilbage’, som han udtrykker det. Vi vil bare sige: God tur – og tak for oplevelserne…
@AagePK: Ja, smÃ¥ fyrre Ã¥r ved musikken og gryderne gÃ¥r jo ikke sporløst hen… Mon nogen om fyrre Ã¥r kan huske Jokeren?
Phil Collins fodspor er dybe nok til at andre mindre Ã¥nder kan falde ned i dem og have svært ved at komme op igen. Jeg sÃ¥ Jokeren i Hovedbanens ankomsthal her den anden morgen, “Spændt op til lir”: jeg mÃ¥tte straks tænke pÃ¥ Bob Marley med “I shot the sheriff”, og fortsatte til Phil Collins og Eric Claptons udgave fra 1986: Joker, gÃ¥ hjem og læg dig.
@mb: Tak for tippet. Jeg kender udmærket Bill Bruford. Superb trommeslager. Har bestilt den pÃ¥ amazon, hvor den kun fÃ¥r fine omtaler…
En anmeldelse af bogen, mandens virke: http://www.allaboutjazz.com/php/article.php?id=32059
MÃ¥ jeg anbefale en spændende selvbiografi af en anden berømt (og musikalsk mere spændende) trommeslager, ven af Collins, økonomisk i en mindre liga, men til gengæld tilfreds og ligevægtig: Bill Bruford – Han har spillet i et utal af toneangivende bands, YES, King Crimson, Genesis, Earthworks, Gong, National Health, Bruford band, og har i øvrigt spillet med et utal af andre musikere – efter eget valg. Bogen er uhyre velskrevet, morsom og tænksom.
Læs et uddrag af hans bog Bill Bruford: The Autobiography her
http://www.allaboutjazz.com/php/article.php?id=32054
@WilliamJansen: Der er desværre altid nogle, der tager det der med at ‘hade’ bestemte kunstnere og bestemte musikformer alt for bogstaveligt. De kan da bare lade være med at lytte med – der er sÃ¥ meget andet at tage af.
Jeg læste Rolling Stone-interviewet med ham tidligere pÃ¥ Ã¥ret, og manden er super-deprimeret og trænger sÃ¥ meget til at komme væk fra branchen. Han fokuserer alt for meget pÃ¥ hans haters, forstÃ¥r ikke hvor fantastisk et eftermæle hans karriere for, og insisterer pÃ¥ at hans kæreste kalder ham Philip, sÃ¥ han ikke længere behøver at være “Phil Collins.”
Sørgerligt at se en af 80’ernes vigtigste musikere have et sÃ¥ sort syn pÃ¥ sit eget liv og værk.
Go’ cykeltur, Philip!