I dag er det tid til at tilføre lidt ilt til den af capac indstiftede forening til uddybelse af kønsforskellen, kaldet F*U*K.

Vi lever i en tid, hvor kvindekønnet buldrer frem. Efter at vore mødre kom på arbejdsmarkedet, og deres døtre startede halvfjersernes kvindeoprør og feminisme, har kvinderne sejret ad helvede til. De har for længst sat sig godt og grundigt på Den Offentlige Sektor (de dominerer syge-, pleje- og uddannelsessektoren osv.) og nu er turen kommet til andre gamle mandebastioner: bestyrelserne i de private og offentlige virksomheder, lederjobs osv. Og det kan – skal man tro damebladene og visse offentlige personer af hunkøn – kun gå for langsomt. Selv om det faktisk går ganske stærkt – set med historiske øjne. Tænk blot på, hvor mange kvinder der har fået topposter inden for de seneste år. Og ideen om kønskvotiering er stadigvæk langt fra død, men bruges som rambuk for at få udviklingen til at gå hurtigere.

Men er kvindernes indtog i mandens gamle sfærer så blot og bart udtryk for ligestilling mellem kønnene? Sagt på en anden og provokerende måde: Kan vi tænke samfundsmæssig ligestilling uden også at tage højde for den lille forskel? Kønsforskellen, som synes lille, men i virkeligheden måske er langt større og dybere, end vi bryder os om at forholde os til i vores hverdag.

Ole Birk Olesen, liberal blogger og nu folketingskandidat for Liberal Alliance, har begået et indspark i ligestillingsdebatten, som de seneste par dage har givet ham problemer, fordi synspunkterne i indsparket åbenbart ikke er helt forenlige med det at være folketingskandidat for LA. Men selv om jeg langt fra er enig med Olesen – langt fra – så er der nu noget væsentligt i hans insisteren på, at på kønsplanet ikke er lige eller ens – og at det er nødvendigt, at vi forholder os til denne forskel, når vi tænker social ligestilling.
Artiklen – “Jeg anklager…kvinder!” – kan du læse her hos Damefrokosten.