Endnu en af de store glamourøse filmstjerner har forladt denne verden. Den 28. februar døde Ernestine Jane Geraldine Russell – med kunstnernavnet Jane Russell – i en fremskreden alder af 89 år. Som man kan læse i de mange nekrologer, dødsfaldet har givet anledning til, så var Jane en af Hollywoods store sexsymboler i fyrrernes og halvtredsernes filmindustri. Som sexsymbol var det hendes lod at konkurrere med Marilyn Monroe.
Set i retrospekt var det uden tvivl Monroe, der vandt den konkurrence. Og en del af forklaringen var nok, at den blonde Monroe passede bedre ind i den amerikanske dobbeltmorals delikate balanceren mellem sexdyrkelse og puritanisme. Marilyn Monroe forstod at levere blandingen af (påtaget) uskyld og kropslig forførelseskunst.
Hendes diametrale modsætning var den skulpturelt flotte, mørkhårede Jane, der lagde sig ud med dobbeltmoralen med sin debutfilm “The Outlaw” (1943), der gav hende en mytologisk status som dybt dekolleteret femme fatale i høet efter først at være nærmest bandlyst i et par år af de amerikanske censurmyndigheder på grund af Russells voluptuøse kavalergang. Hvor Marilyn Monroe lokkede med en tvetydigt piget sex appel, var Jane Russell indbegrebet af voksen, lidt farlig, kvindeerotik.
Som sit blonde modstykke Monroe var Jane Russell meget mere end en pin-up, der kunne vække drenges og mænds begær. Hun havde et klart skuespiltalent (og havde studeret acting hos den berømte Max Reinhardt’s Theatrical Workshop) og var musikalsk begavet. I fyrrerne sang hun i Kay Kysers orkester og indspillede flere plader for Columbia Records. Hun holdt fast i musikken det meste af sit liv, men det var for sine film, hun vil blive husket.
Hun vil blive husket for eksempel sin Calamity Jane-gestaltning i komedien The Paleface, hvor hun spillede over for Bob Hope (1948), Gentlemen Prefers Blondes (1953), hvor hun gav Marilyn kamp til stregen og sit modspil over for datidens machomand Robert Mitchum i His Kind Of Woman og Macao (hhv. 1951 og 1952). I alt 23 spillefilm var hun med i. Den sidste var Darker Than Amber i 1970.
Jane Russell var en af de filmstjerner, der havde en særlig, glamourøs aura omkring sig. En aura, som ikke findes længere. Nu er hun ikke mere – eller rettere: kun på de hvide lærred…
@AagePK: ja, mon der er noget racemæssigt i det?
@Beo: Nej, det er ikke bare dig.
Voluptuøs…det er jo nærmest et lyddigt. Eller er det bare mig? 😉
Nu var det jo ikke kun Marilynes (påtagne) uskyld, der passede fint ind i amerikanernes dobbeltmoral: hendes påtagne blondering fuldendte jo det stylede billede.
Mærkeligt, at en, ofte kunstig, hårfarve på den måde kan forlede os mænd til at opfatte kvinder mere eller mindre uskyldige, og dermed mere beskyttelseskrævende, og dermed igen mindre farlige. Det samme skete jo med (af)-farvede Brigitte Bardo og ditto Madonna.