I dag er det 25 år siden, Olof Palme blev skudt ned på Sveavägen i Stockholm efter en biograftur med konen. I en af dagens kommentarer kan man læse, at fru Palme mener, at drabet er opklaret – og at Olof Palmes politiske bedrifter er blevet glemt i den kriminalistiske efterforskning. Hvad man end måtte mene om drabet, som stadigvæk er genstand for teoridannelser (senest med en århusiansk forbindelse…), så er der ingen tvivl om, at hændelsen kom til at stå i vejen for beskæftigelsen med mandens politiske virke. Det samme kan man med nogen ret sige, var tilfældet med mordet på John F. Kennedy.

Og denne “glemsel” er måske i virkeligheden drabets alvorligste konsekvens. Offentligheden og medierne har været voldsomt optaget af who-dunnit-mysteriet, men i væsentlig mindre grad af Palmes politik – og i den forbindelse evt. temaer, der kunne have med mordet at gøre. Man kunne hævde, at Palme-mordet – lige som Kennedy-mordet – er blevet gjort til en kriminalroman, vor tids vel nok mest populære litterære genre. For de gode, velskrevne kriminalromaner gælder det imidlertid, at selve drabet blot er en mcguffin, et fortælleteknisk påskud, for at fortælle noget om det samfund, drabet er foregået i. Noget moralsk, økonomisk, historisk, politisk osv. Drabet er med andre ord et symptom.

Det er drabet på Palme – og Kennedy – også. Og vi kan håbe på, at Kennedy-mordet finder sin endelige opklaring, når de skrinlagte dokumenter om få år åbnes for offentligheden, og at enhver tvivl om Palme-drabets morder ryddes af vejen. Ikke primært for at få afrundet fortællingen, kriminalgåden, men for at få begyndt den anden fortælling om det samfund, der gjorde drabet til en mulighed.