Det var lidt af en tilfældighed, at Jimi Hendrix’ posthume album “The Cry of Love” endte på min pladereol. Jeg havde købt Simon and Garfunkels “Parsley, Sage, Rosemary and Thyme” hos Jaspers Radio, men måtte aflevere den igen, fordi der var fejl ved presningen. Forretningen havde ikke flere eksemplarer, så jeg havde valget mellem at få den i restordre eller finde noget andet. Jeg valgte den sidste mulighed, og der gik ikke længe, før jeg stod med Hendrix-pladen i hånden. Den var lige udkommet, og jeg havde hørt skæringer fra den på Danmarks Radio. Bl.a. “Ezy Rider“, som sad lige i skabet. Mit skab.
I disse dage er det nøjagtig 40 år siden, The Cry Of Love kom på gaden. Selv om grammofonpladen først så verden efter Hendrix’ død, så er den helt igennem en Hendrixplade. Sangene var indspillet med henblik på et dobbeltalbum, som Jimi havde i tankerne. At Jimi Hendrix’ arvinge siden hen har forsøgt at rekonstruere det planlagte dobbeltalbum ud fra de oplysninger, der var til rådighed, og har udsendt det under titlen “First Rays of the New Rising Sun” (1997) ændrer ikke ved, at The Cry Of Love er et vellykket projekt, bestående af lutter gode sange. Produktionen er måske en anelse mere strømlinet end på de foregående skiver, men det er en afslappet plade med både mere følsomme sange (Night Bird Flying og Angel) og rappe rocksange som Ezy Ryder og Astro Man. Og Hendrix selv har styr på udtrykket. Hans tilbøjelighed til at improvisere og “flippe ud” bliver holdt i stramme tøjler på disse indspilninger.