Forestil dig, at vi fik en ledende politiker – en statsminister for eksempel – der ikke var “midtsøgende”, “pragmatisk”, “kompromissøgende”, og hvad man nu kan hæfte af tillægsord på den form for politik, der på godt og ondt præger den tid, vi lever i nu! Forestil dig, at denne politiker ikke er gået ind i politik for at gøre karriere og mele sin egen kage, men er af den opfattelse, at tingene kan gøres bedre – og vel at mærke vil gøre det bedre! Og at denne politiker er kvinde, rundet af folket og idealist i den positive forstand, at hun efter bedste evne forsøger at leve op til kravet om kun at være loyal over for sin egen inderste overbevisning (sådan som grundloven jo foreskriver folketingsmedlemmernes forpligtelse…).
Det er denne små-geniale idé, der ligger til grund for den BBC-producerede engelske serie om den Fantastiske Mrs. Prichard.
Desværre har capac ikke fået set alle afsnittene, kun en tre-fire stykker af dem, men tilstrækkeligt til at mene, at vi her har at gøre med et usædvanligt vellykket stykke underholdning, der ikke kun vil underholde, men også give stof til eftertanke og levere kritik af levebrødspolitik og illusionsløse magtmennesker. Et lysende eksempel på, at underholdning ikke behøver at bevæge sig på niveau med Deal-No-Deal- og To-Journalister-Snakker-Ørerne-Af-Dig-programmer.
Hovedrollen indehaves af den charmerende og talentfulde Jane Harrocks, som nogen af bloggens læsere måske vil huske fra den underfundige film om Little Voice. Om sig har hun en flok eminente skuespillere, der hver især kunne fortjene en udførlig omtale, men ikke får det, da det ville føre for vidt. Men der er tale om en ensemblespil på højeste niveau, og det siger en del, når vi befinder os i engelsk skuespilkunst.
Forfatteren bag serien er den ferme og erfarne Sally Wainwright, der har fortalt, at hun fik ideen i forbindelse med det seneste valg i England, hvor hun ikke vidste, hvem hun skulle stemme på. Man tager sig i at tænke: Hvorfor har ingen andre fået denne nærliggende og små-geniale idé? Måske netop, fordi den ligger så snublende nær… Seriens egentlige scoop er, at den overbeviser seeren om, at det umulige er muligt. I gårsdagens afsnit indfører Fantastiske Mrs. Prichard, i frustration over G8-landenes småtskårne miljøaftaler, en tilbagevendende bilfri onsdag i hele Storbritannien. Og så man sidder tilbage og tænker på salig Anker Jørgensens enlige bilfri dag i “oliekrisens” halvfjerdsere og er tilbøjelige til at være vantro. Men historien formår at sandsynliggøre, at det ER muligt. Man tror på det, da det sker.
Det er måske symptomatisk, at denne serie netop kommer op på tv-skærmene i en tid, hvor alle politikere flokkes om at være mest midtsøgende på den tredje vej, så ingen længere kan kende forskel på minimalstats-liberalist og en akademisk socialdemokrat… Og hvor der mere end nogensinde er brug for idealistisk handlekraft for at få kloden på ret kurs igen. Anbefales stærkt!