Da jeg gik på uni, snakkede man meget om “revolution”, når man snakkede politik. ‘Når revolutionen kommer..’, sagde nogle af de unge, der ‘solidariserede’ sig med ‘arbejderne’. Allerede dengang havde jeg det svært med ‘revolutionen’ og kunne slet ikke se de arbejdere, jeg kendte hjemme fra familien, lave nogen revolution. De havde mere end nok at gøre med at tjene til dagen og vejen og betale af på den velstand, som kom til i løbet af efterkrigstiden og tresserne.
Og så kan jeg huske, at et klogt hoved sagde, at ordet ‘revolution’ kom af latin ‘revoltare’, der betød ‘omvælte’ men også indebar noget gentagelse (re-). At revolution med andre ord nok var omvæltning af det bestående, men også en gentagelse af noget af det gamle. Således var den russiske revolution nok en omvæltning, men også en videreførelse af fx zardømmets statsapparat og hemmelige politi – og vi ved jo, hvad det førte med sig siden hen…
I disse dage tales der meget om revolutioner i Mellemøsten. Ægypten osv. Men måske er det slet ikke revolution, vi er vidne til. Men snarere noget i retning af det, der sket med Østblokken i 1989 og årene efter. Der er en parallel. I Østeuropa havde befolkningerne i årtier været underlagt et diktatur uden frihed og demokrati og så kom forandringens vinde. Som et vindpust, som Bruce Chatwin forudså, det ville ske. Befolkningerne – eller folket – ville ikke længere være med. Magthavernes legitimitet forsvandt, og Muren faldt – i direkte og overført forstand.
Det ligner. Også de mellemøstlige despoter har mistet deres legitimitet. Det var tydeligt i går, da man kunne se den måske brutaleste af dem alle, Libyens despot, Gadaffi, tale på tv. En beduindespot i mediernes favntag. En anakronisme, der prøvede at opretholde en for længst tabt magthaverværdighed, medens hans betroede mænd tog deres afsked eller deserterede – inden- og udenlands. Gadaffi fremstod en karikatur af en tyran, der endnu var mulighed i den før-digitale verden, men nu er reduceret til et symbol på det, der var. Et statist på Historiens store tog.
Selv om det kun er begyndelsen og vejen til et bedre liv for de mange millioner dernede vil være lang og fuld af sten og andre forhindringer, så er det alligevel historiske hændelser, der er svangre af håb for verdens fremtid og opmuntrende for alle andre folk. Vores eget inklusive…
@Thomas: Jeg er enig med Slavoj Zizek i, at det afgørende for oprøret i Tunesien, Ægypten, Libyen osv. har været det universelle krav om bedre leveforhold, frihed og demokrati. Ingen af os kan se, hvilken vej udviklingen går, men jeg er ret sikker på en ting: Der er ingen vej tilbage.
Det var netop brugen af ordet revolution i forbindelse med Egypten som vækkede min undren. Det militær der har haft magten i snart 60 år sidder stadig sten hårdt på magten. Ferie byerne er genåbnet, de nåede knap at være lukket en uge.
Mubarak sidder sandsynligvis i sin residens i Sharm og det sidste jeg har hørt er at det stærkt korrupte og ekstremt voldelige politi er på plads igen så hvad er det lige der er sket i Egypten.
Hvis der skal ske en ægte revolution i Egypten så er det nok desværre kun det muslimske broderskab der kan koordinere det.
Khadaffi er jo en af de få eneherskere der har været god for den brede befolkning, han har i høj grad satset på uddannelse og levevilkårs forbedringer til alle.
Jeg ser i modsætning til østeuropa ikke nogle nogle stærke demokratibevægelser der gør op med diktaturer det jeg ser at en række diktatorer der er blevet ældgamle og nu måske bliver væltet af yngre kræfter men jeg ser ikke ændringer af styreform så revolutionen udebliver i mine øjne.
Jeg tror man skal kigge mere nuanceret på det. I Tunesien vælter alle folk ud af landet og har oversvømmet flere øer i Italien, det tyder ikke på store forventninger til fremtiden efter at styret er væltet.
I omtalen at Egypten bruger man igen og igen ordet revolution men er fakta ikke at der er militæret der er ved magten som de har været uafbrudt siden halvtresserne eller som Herbert Pundik skrev “Mubarak regimet fortsætter bare nu uden Mubarak” og man venter bare pÃ¥ at militæret skal bestemme sig til hvem der skal lede landet men mon ikke det bliver endnu en officer der smider uniformen.
Hvad angår Libyen så er Gadaffi jo noget svær at kategorisere udover at haan næsten altid har valgt det modsatte af hvad usa ønskede. Men ikke destomindre er han ansvarlig for den største samlede levevilkårsfremgang for befolkninger i Nordafrika og Mellemøsten og det er vel ikke så ringe.
Endnu engang er tingene ikke sort eller hvide.
@Thomas: Nu mener jeg ikke, at jeg tegner noget sort/hvidt. Jeg prøver bare at reflektere over den hyppige brug af ordet “revolution” i forbindelse med det, der sker i Ægypten, Tunesien, Libyen osv. Selvfølgelig er der store forskelle mellem de pÃ¥gældende lande, deres historie og aktuelle styreform. Men der er ogsÃ¥ fællestræk i de protestbevægelser, der har været i gang. Kravene om frihed, bedre levevilkÃ¥r, demokrati har været et gennemgÃ¥ende træk. Og sÃ¥ vil jeg mene, at selv om Mubarah-styret mÃ¥ske fortsætter en tid endnu som militærstyre, selv om Gadaffi med vold vil forsøge at underkue sin befolkning og sÃ¥ videre, sÃ¥ har disse autokratiske styrer mistet deres legitimitet i befolkningerne. Og jeg tror, at det er lige netop det, der vil være afgørende for, hvad der sker fremover. Lige som det var det i den tidligere Østblok.