I en lille jysk flække ved navn Jelling går en ung autistisk mand rundt med nogle spraydåser. På sin vej sprøjter han et ord ”Gelwane”. Et af stederne er en stor sten. En Jellingesten. Og så er Fanden løs i Laksegade. For stenen er ikke kun en sten. Den er et ”nationalklenodie”. Sammen med sin lillebroder, Jellinge Kirke og de to kæmpehøje indtager den store sten en plads på UNESCOs Verdensarvsliste. Den er, som politikeren Karen Jespersen udtrykte det i et indlæg, jeg straks skal vende tilbage til: ‘et enestående nationalt mindesmærke over den tid, hvor Danmark blev kristnet’. Men det er ikke kun stenen, der får indskriften ”Gelwane”. Det samme gør den kasse, der omgiver den lille sten, kirkedøren til Jelling Kirke og herretoilettet på Vejle Banegård, som får besøg dagen efter…

Hændelsen gav ikke overraskende genlyd i samtlige medier under overskrifter, hvor ordene ”grafitti” og ”hærværk” kappedes om at have forrangen. Og den tidligere Venstresocialist, feminist, Socialdemokrat og nuværende Venstrepolitiker Karen Jespersen for i det digitale blækhus og forfattede den 17. februar en tankevækkende, reaktionær kommentar i Berlingske under rubrikken: ”Nok er nok”.

Når jeg betegner kommentaren som reaktionær skal det ikke kun forstås i politisk-moralsk fordømmende forstand, sådan som ordbogen forklarer ordet: ”bagstræberisk”, ”fremskridtsfjendtligt”, men også i en direkte betydning: ”tilbagegribende”, ”modvirkende et politisk fremskridt”, ”genoprettende” og som en beskrivelse af, hvad Jespersen faktisk gør. For at forstå, hvori det reaktionære – det tilbagegribende består, skal vi huske på, at Karen Jespersen var en markant person, nærmest et ikon, i det politiske oprør, der foregik i tresserne under overskrifter som ”Ungdomsoprøret”, ”68”, “de venstreorienterede halvfjerdsere m.m. Siden har hun som bekendt flyttet sig gennem det politiske spektrum fra VS til nu Venstre som foreløbigt sidste holdeplads.

Artiklens reaktionære mål er entydigt: Jellingestenene skal have ‘en ny betydning’ som nationalt symbol. Stenene og deres omgivelser har – underforstås det – haft en national symbolsk betydning, som nu skal forstærkes eller genoplives. For i Jespersens optik er den unge mands indskrift, ”Gelwane”, et stykke hærværk, der ”selvfølgelig er udtryk for opløsning af normer, kultur og fælleskab” (jeg fremhæver). Og af samme grund, hævder Jespersen, er mange danskere blevet forarget og vrede, fordi de ikke bryder sig om det og ”bestemt ikke er ligeglade med deres samfund”.

Grafittien opfattes som udtryk for opløsningstendenser, der ”vokser”, fordi ”vi er så pokkers konfliktsky”. Og Jespersen opregner en række eksempler på opløsningstendenserne. Lige fra de velkendte grafittimalerier på togvogne til affaldsproblemet på de centrale århusianske strøg. De ”meningsløse ødelæggelser” vokser, ”fordi vi som borgere og som myndigheder reagerer alt for svagt”.

Og denne opløsningstendens, opløsningen af samfundet, begyndte i 1960’erne, hvor vi fik ‘fremskridt i velfærd og personlig frihed”, men hvor udviklingen også ”i vidt omfang kørte af sporet”: ”Ungdomsoprøret udviklede sig til en stærk politisk korrekt strømning, der kom til at dominere på uddannelsesstederne og i medierne. Det blev nærmest betragtet som skadeligt at tale om opdragelse og voksne som autoriteter. Normer som pligtfølelse, flid og samfundssind blev latterliggjort som gammeldags.”. Og Jespersen må jo vide det…

Men det handler ikke bare om opdragelsens forfald, om autoritetstabet og eroderingen af normer som ”pligtfølelse, flid og samfundssind”. Næ: ”Mest nedgjort blev de, der glædede sig over Danmark. Dansk kultur, historie og det danske sprog hørte fortiden til. Brændte man for det danske, var man nationalistisk og højreorienteret.”. Det, der først og fremmest ligger Jespersen på sinde, er det nationale. Danmark – eller rettere: et Danmark, der indirekte beskrives gennem de opløste eller tabte ”værdier”, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk.

Men Jespersens bekymring er ikke kun national. Den er nationalistisk. Det afslører hun med en behændig kobling, hvor hun efter at have givet eksempler på nationalt kritiske lærebøger skriver følgende: ”Den negative holdning til Danmark og danskerne går igen hos en del indvandrere. De holder sig til deres egen kultur og ser det at være dansker som et skældsord (»At være muslimsk kvinde i Danmark«).” Pia Kjærsgaard og hendes partimedlemmer må nikke samtykkende…

Når det er kommet så vidt, så skyldes det ikke bare, at danskerne er løbet med tressernes ”politisk korrekte strømning” og fx har undladt at opdrage deres børn gennem flere generationer. Nej, det skyldes ”behagesyge” hos politikere og myndigheder over ”de politisk korrekte”. De har ikke forstået at læse, hvad der reelt forgår i den danske folkesjæl, og handlet derefter. For den samfundsopløsende udvikling ”svarer slet ikke til danskernes holdninger. Over 90 procent af danskerne – unge som gamle – siger, de er stolte over at være danske. De vil gerne værne om Danmark som nation. De er enige i, at man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Skoleeleverne er kede af, at der er så meget uro og larm i klassen. Børn og unge længes efter voksne, der vil være voksne, og autoriteter, der tør fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Mange indvandrere tørster efter at få klar besked om, hvad der er spillereglerne i de samfund, de nu skal bo i.”.

Karen Jespersen ved åbenbart, hvad der rører sig i de følgagtige danskere – i hvert fald 90% af dem. En længsel tilbage til dengang, hvor der angiveligt var stolthed over at være dansk, hvor der var autoriteter til og klare spilleregler for alle, også indvandrerne. Og forklaringen på opløsningen er kun – som allerede nævnt – politisk slaphed, behagesyge, eftergivenhed osv. Nok er nok!

Løsningen ligger lige for: Tilbage til det tabte. Jespersen: ”Lad de gamle dyder komme til ære og værdighed i opdragelsen og i samfundet. Stil krav om ro og disciplin. Sørg for at lærere og andre voksne er et forbillede for eleverne. Gør op med skolebøger som tumleplads for politisk korrekt had til samfundet. Straf hærværk. Lav en integrationspolitik på det danske samfunds kultur og grundværdier. Hold fast i, at dansk er modersmål i Danmark, og at Danmark skal fastholdes som stærk nationalstat. Hvor svært kan det være?”

Hvis man ikke vidste bedre kunne det ligne en skriftlig ansøgning om optagelse i Dansk Folkeparti. Og det bliver nok også det næste logiske skridt for opportunisten og levebrødspolitikeren Karen Jespersen.

Men har Jespersen så ret i, at al elendigheden begyndte med den politiske korrekthed i tresserne?
For næsten 100 år siden – nærmere bestemt i 1916 – blev den lille Jellingesten udsat for ”hærværk”. Det kan man læse om på Nationalmuseets hjemmeside, hvor Lisbeth Imer fortæller: ”1916 var det en elev fra seminariet, der var på spil. På den lille Jelling-sten huggede han to bogstaver ca. 3 cm lange og omgivet af en rektangulær ramme, ca. 5×8 cm, på toppen af stenen. Den daværende opsynsmand sendte et brev til Nationalmuseet om episoden: ”Heldigvis var det paa et Sted, hvor der sad en tyk Kage gammelt Lav; men selv efter at denne var fjærnet, saas Mærker baade efter Bogstaver og Ramme endnu … Yderligere er der paa den store Kongesten, med blaa Blækstift, trukket en Del Runestave tykt og hæsligt op samt lavet andre Smørerier.”
Til forskel fra Karen Jespersen nøjes Lisbeth Imer ikke bare med at beklage ”hærværket” mod Jellingestenen som ”kulturarv”, men hun sætter den i et større historisk perspektiv, som langt hen undergraver Jespersens samtidshistorisk moralsk-ideologiske forståelsesramme. For ikke alene er hærværk mod de nationale klenodier i Jelling ikke af nyere dato, men fænomenet graffitti – forstået som: ””tekst, symboler eller billeder, som er indridset, skrevet eller malet på vægge, mure m.m., som regel udført af anonyme persone” (Den Store Danske Encyclopædi) – går tilbage til vores kulturs vugge, ja, endda længere endnu: ”Man kender graffiti fra hele verdenshistorien fra Pompeji til nutiden. På murene i Pompeji heppede man på gladiatorerne og rakkede politiske modstandere ned. I middelalderen skrev man frække ord på kirkernes vægge, og kærlighedserklæringer er en form for graffiti som aldrig er gået af mode.”

Næ, grafittien forstået som ”hærværk” mod det bestående og etablerede, mod den herskende kultur er aldrig gået af mode og er ikke – som Jespersens vil se det i sin nostalgiske, reaktionært-politiske fortolkning – udslag af tressernes ‘politiske korrekthed’. Grafittien har altid været en anonym, subversiv, skændende, ”meningsløs”indskrift på det etableredes flader og i dets kroge. Kendetegnende for grafittien – tag fx Sprayeren fra Zürich eller andre kendte grafittiudøvere – er, at den i sin natur skal forblive anonym og foragtet. Ellers bliver den ophøjet og institutionaliseret som museal ”kunst”. Grafittien er i bund og grund uforståelige tegn, der henviser til det andet, der ikke lader sig institutionalisere eller på anden måde integrere i det bestående uden at miste sin betydning (sin ”meningsløshed”). Laver man er internetreseach på ordet ”Gelwane” vil man se, at der hersker stor usikkerhed på, hvad det betyder. Er det et ”tag”? Er det et slægstnavn? Efternavnet på en samfundskritiker? Personligt tror jeg, det ikke er entydigt, hvad det står for. Helt i grafittiens ånd.
”Gelwane” er en indskrift, som man nok vil kunne vaske væk med kemikalier, men som sandsynligvis vil være at læse som en skygge alligevel. Som et uudsletteligt spor, der vidner om en fortrængning og dens genkomst. Sådan er det. Se dig bare omkring i din by.