Som læserne vil vide, så betyder musik en del i denne blog. Jeg kom til at tænke over det, da jeg i går læste en svensk graffitti et eller andet sted på nettet: Forestil dig, du vågnede i morgen og al musik var forsvundet. Selv om tanken selvfølgelig er absurd, så er det også skræmmende. I hvert fald for sådan en som mig. Uden musikken ville mit liv uden tvivl have været meget fattigere. Ja, jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det ville have været. Musikken har uden tvivl givet mig nogle at de største oplevelser i mit liv.
Det fik mig til at tænke på de mange gange, musikken har slået benene væk under mig. Billedligt talt. Altid har det været uventet og overrumplende. Og ofte svært at forklare. Det kunne være en simpel popmelodi. Et rif. En frasering. En stemning. Osv. Og det sker stadigvæk – heldigvis.
Sådan havde jeg det for eksempel den første gang,  jeg hørte den irske sangerinde Mary Black. Jeg kan huske, at det var en udsendelse i P3, som Niels Hausgaard stod for. Og pludselig så sætter han Mary Black på, efter på sin egen underdrevne, jyske facon at have givet udtryk for sin begejstring, ja, kærlighed til Mary Blacks stemme. Og jeg var solgt til stanglakrids. Jeg husker ikke helt præcist, hvilket nummer, Hausgaard spillede. Men Mary Blacks stemme betog mig i den grad. Og sådan er det stadigvæk, når jeg sætter hendes plader på. Hårene rejser sig, sanserne skærpes og tiden står stille. No Frontiers.