I går løb så andet afsnit af DRKs musikserie Spectacle over skærmen (og gentages et par gange i den kommende tid.). Denne gang var gæsten ex-præsident Bill Clinton. Det er en kendt sag, at Bill Clinton er et musikelskende, saxofonspillende menneske. Men i udsendelsen fik man også – takket være Elvis Costellos indgående (og ofte noget lange) spørgsmål – et indgående billede af Clinton som et meget vidende menneske med hensyn til musikken. Costello gravede forståeligt nok i musikkens betydning for personen Clinton, men også – lige så oplagt – musikkens betydning for Clintons primære felt: politiken. Bl.a. slog Clinton – der i det Hvide Hus bar øgenavnet Elvis – et slag for musikkens (og de såkaldt “kreative” og humanistiske fags) komplementære betydning i uddannelsessystemet. Noget som Bush-regeringen havde ødelagt med sine offentlige besparelser (og som også herhjemme har fået en stedmoderlige behandling..). I det hele taget gjorde Clinton meget ud af at understrege musikkens betydning som en universelt, non-verbalt sprog, der binder mennesker sammen på tværs af nationaliteter, kulturer, tider, sprog osv.
Den fremragende serie er – selvfølgelig – også blevet udsendt på DVD og Blue-Ray og er et oplagt emne for enhver musikelsker, hvis der ellers er plads på den i forvejen trængte dvdhylde…