Et andet band, der gik helt i opløsning i 1971 var Derek and the Dominos. Bandet – eller måske skulle man hellere kalde det projektet – opstod så at sige af asken af “supergruppen” Delaney, Bonnie & Friends, hvor Jim Gordon, Carl Radle og Bobby Whitlock havde spillet. Starten til det nye projekt blev grundlagt, da Bobby Whitlock opsøgte Eric Clapton og begyndte at jamme og lave sange sammen med ham. Næste skridt var, at de andre tre blev involveret og sammen udgjorde konstellationen backinggruppen på George Harrisons mesteværk “All Things Must Pass”.
Navnet Derek and the Dominos er omgærdet af mystik og myter, men Eric Clapton kommer nok nærmest sagens kerne, når han på covernoterne til 20-års jubilæums udgaven fortæller, at der – fra hans side – var tale om et slags skalkeskjul. Clapton havde nok at se til med sit stofmisbrug og ikke mindst sin ulykkelige kærlighed til kollegaen George Harrisons kone. Og især sangen “Layla” er en sang fra Eric til Patti – men altså i passende forklædning. Selv om ingen af de involverede parter vel kunne være i tvivl om, hvad sangen handlede om.
I august 1970 gik Eric og vennerne i studiet og indspillede det dobbeltalbum, der skulle blive projektets eneste officielle produkt: Layla and Other Assorted Love Songs. Pladen var – groft sagt – en lang besyngelse af Claptons dengang ikke-gengældte kærlighed til fru Harrison. Og pladen blev hverken en kommerciel eller kritisk succes, da den udkom. En del af forklaringen var, at Clapton holdt lav profil i gruppen – og at pladeselskabet forsømte markedsføringen. Siden hen er pladen, som bekendt, blevet hyldet som et højdepunkt i rockens historie og i Eric Claptons karriere.
Pladen blev fulgt op af en stofpåvirket USA-turné, som resulterede i en dobbelt koncertalbum. Derefter var det i realiteten slut med projektet. Clapton havde afsløret sit dobbeltspil, folk var ved at få ørerne op for pladen, men stofferne, dødsfald i vennekredsen (Hendrix, Duane Allman) og Claptons personlige elendighed gjorde, at parterne gik fra hinanden, inden album nr. to så dagens lys.
Layla-pladen var et stort hit, da jeg startede på universitetet i begyndelsen af halvfjerdserne. Den var underlægningsmusik til rusture og kollegiefester. Dengang var Clapton allerede guddommeliggjort af sine fans, og bluesskeptikerne så skævt til ham og hans ulykkelige kærlighed til the blues. I mine ører har Layla Sessions været en illustration af, at man godt kan spille blues uden at være født i Sydstaterne, være sort, spille på en akustisk guitar og holde sig til genrens klicheer…