Seks afsnit var, hvad det kunne blive til i denne ombæring af den fine skotske kriminalserie Rebus med Ken Stott i hovedrollen som Ian Rankins politimand i Edinburgh.

Niveauet har været højt hele vejen igennem, og i sidste afsnit fik serien lige en tand til med historien om et tilsyneladende meningsløst selvmord, der siden viser sig at involvere store dele af politiledelsen, det politiske establishment, kapitalistiske hyæner fra forretningslivets overdrev – plus det løse.

Som sædvanlig har Rebus færten af noget råddenskab fra starten, men er denne gang oppe mod sin kvindelige chef (som han også engang har haft noget amourøst kørende med, og som er under stærkt pres fra sin overordnede og dennes medsammensvorne), sin tro kvindelige væbner Siobhan Clarke, der er fanget mellem loyaliteten til Rebus og ledelsen – og hele det magtfulde netværk af korrupte politikere, anløbne politichefer og kyniske forretningsmænd, der ikke går af vejen for et lille mord i profittens tjeneste.

For at komme lidt ekstra krydderi og spænding på oplevelsen, så indleder Rebus et kærlighedsforhold til en af de involverede, der viser sig at være mere involveret end godt er. Rebus har mange odds imod sig, og selv hans gamle bil volder ham problemer. Men, som hans overordnede siger til ham, så har han ikke andet i livet end sit job at gå op i, og det gør han så med fynd og klem og en retfærdighedssans, der ikke lader sig fortrænge af et helbredstruende forbrug af alkohol, cigaretter, “uortodokse” metoder og casual sex.

Det er svært ikke at fatte sympati for Ken Stotts Rebus-figur, der er en klassisk anti-helt, en ensom ulv med kvindetække, en lidt tragisk skikkelse, der kunne være et billede på den rastløse, utilpassede senmoderne mand, som man kan møde derude i hverdagen.