I den forgangne uge blev den endegyldige opløsning af rockduoen The White Stripes begrædt snart sagt alle steder på nettet.
De hvide streger blev tegnet af den allestedsnærværende, indflydelsesrige Jack White og ex-konen Meg White i 1997. Duoens vej til berømmelse gik via indiescenen i Detroit, hvor Jack havde spillet i flere lokale grupper, og hvor de fik udsendt deres to første album på lokale plademærker. Sammen med bands som The Strokes, The Hives og The Vines var de med til at legitimere den upolerede rock’n rolls fortsatte overlevelse i århundredets første årti.
Med pladerne “White Blood Cells” (2001) og “Elephant” (2003) brød White Stripes igennem muren til det store kommercielle marked og fik for alvor både kritikken og publikum med sig med deres neo-garagerock, der er traditionalistisk i sin brug af elementer fra de folkelige amerikanske stilarter (blues osv.), men også særegen i sin næste primitive tilgang til arrangementer og sangskrivning.
Endnu to album nåede White Stripes at udsende. I 2005 kom “Get Behind Me Satan” og i 2007 “Icky Thump”, der begge understreger gruppens placering som moderne arvtagere af bluesen og garagerocken. Som flere andre samtidige bands kan White Stripes betragtes som ny-traditionalister, der tager farve fra forgængernes musik, men hviler på et fundament at blues og rock’n roll.
På duoens hjemmeside kan man læse, at opløsningen ikke kan tilskrives en enkel årsag. Kapitlet er bare skrevet færdig, Meg og Jack er gået fra hinanden for længst, og Jack har fundet andre interessante sammenhænge at spille i, fx Raconteurs og The Dead Weather.