Livet er ikke for fastholdere. Men nogle får bedre greb om det end andre. Sådan kan det i hvert fald se ud i Mike Leighs seneste opus “Another Year”, som Fruen og jeg så i går eftermiddags sammen med 10-15 andre århusianere. En film, som jeg ikke vil tøve med at kalde et mesterværk og kandidat til at være ikke bare årets men årtiets bedste film.

Som livet er denne film ikke for fastholdere. Den er svær at få fod og hold på, selv om for en garvet tekstanalytiker som overtegnede. Lad mig prøve at forklare hvorfor.

Som den betydningsladede titel – Another Year – antyder, så forløber hændelserne i filmen over et år. Fordelt på de fire årstider med den symbolik, der ligger i bevægelsen fra forår til vinter. Livets gang osv.

Centralt placeret i fortælling finder man ægteparret Tom (spillet af den uforlignelige Jim Broadbent) og Gerry (spillet af Ruth Sheen) , der akkurat som tegneseriefigurerne Tom & Jerry er hinandens udadskillelige, ægteskabelige modsætninger i et parforhold, hvis soliditet og sammentømrethed synes at være hævet over enhver tvivl, og som virker som en slags tiltrækkende, central kraft for de andre skæbner i filmen. Det er nærliggende  ja, nærmest en nærliggende fare – at gøre parret og deres åbenbare lykke til hovedpersonerne og det centrale stykke i filmens univers. Men med sin subtile instruktion af de involverede parter i ensemblespillet foregår der en næsten umærkelig decentrering, der gør alle til hoved-  eller om man vil – bipersoner i den menneskelige tragi-komedie, der udspiller sig for øjnene af os.

I parrets omgangskreds møder vi Gerrys kollega Mary. Gerry arbejder som psykolog ved det offentlige, og Mary (Lesley Manville) er sekretær. Mary er en ulykkelig skikkelse. Som Tom og Gerry har hun ungdommen bag sig, men vil ikke erkende det, lige som hun fornægter – i det mindste udadtil – at hun er dybt ulykkelig over sin tabte ungdom,  sit mislykkede kærlighedsliv og over ikke at have fundet manden i sit liv. Hun er fastlåst i sin egen selvoptagethed og dybe alkoholiserede ensomhed og slingrer af sted  gennem livet på samme måde, som hun gør det i det lille vrag af en rød bil, hun anskaffer sig. Selv om hun tydeligvis er en belastning for alle, der omgås hende, så står Toms & Gerrys dør hele tiden åben for hende, selv om hun ikke af den grund er inde i varmen…

Også Toms gamle ungdomsven Ken (Peter Wight) er en dybt ulykkelig sjæl, der konstant forsøger at bedøve sin elendighed med sprut og mad. Til forskel fra Mary, så er Ken dog helt på det rene med, hvor elendigt han har det. Også han begræder den svundne ungdom og er fastlåst i sin ensomhed, hvis eneste afveksling er et job, hvor ham bliver hundset rundt med af en yngre chef. Forskellen på de to fortabte sjæle illustreres i en pinagtig scene, hvor Ken forsøger at lægge an på Mary, som dog afviser ham blankt, selv om hun forinden over for Gerry har analyseret Kens potentiale som partner. Der er ikke nogen happy ending at spore i det match.
En tredje person i galleriet er Toms og Gerrys giftemodne, 30-årige søn Joe, der er kernefamiliens tredje koordinat, som bare skal finde sin hjerterdame for at den familiære idyl kan falde i hak på et højere plan. Det sker da også, da Joe en dag bringer livstykket Katie ind i familiens hus, hvor hun passer ind som en brik i det familiære puslespil. Inden da har harmonien i familien dog været anfægtet, idet Mary desperat har flirtet med Joe, som måske ikke har opmuntret hende til det, men på den anden side med sin tavshed om Katies eksistens har ladet Mary leve i et forfængeligt håb.

Netop Marys håbløse længsel mod Joe er et element i filmen, der er med til at ryste de formler, som man er tilbøjelig til at lægge ned over persongalleriet. For Gerry reagerer med noget, der ligner isnende kulde på Marys flirt og hendes efterfølgende negligering af Katie. Hun bliver lagt på is i flere uger, og da hun søger om tilgivelse får hun beskeden: Det er min familie! Underforstået: Og du er ikke en del af den. Selv om Tom og Gerry spøge- og lidt ondskabsfuldt har kaldt hende “tante” Mary.

Netop Marys person – fremragende fremstillet af Lesley Manville – er i sin alt andet end sympatiske, selvoptagne ynkelighed det punkt, hvorfra der kastes en kold skygge af tvivl hen over perfektionen i Toms og Gerrys familieidyl. Hvor åbenhjertige – i dobbelt forstand – er de, når det kommer til stykket? Prøv engang at nyd den allersidste scene i filmen, hvor Mary tilsyneladende er kommet ind i varmen igen og sidder med ved familiebordet, hvor familiemedlemmerne snakker lystigt og ubekymret sammen, og hvor snakken toner ud, medens kameraet fokuserer på den frustrerede, ulykkelige og fortabte Mary, der sidder i sin martrende ensomhed – men måske også dermed demonstrerer familieidyllens kynisme, lukkethed og selvtilstrækkelighed!?

Familiens emotionelle eksklusivitet understreges måske også af det forhold, at Toms broder, den fåmælte Ronnie (David Bradley) efter konens begravelse indlemmes i familien. I hvert fald for et stykke tid.

Filmen bevæger sig ret begivenhedsløst gennem de fire årstider. Det meste af tiden forgår med snak, men også med mange scener med pinagtig og tankevækkende tavshed. De dramatiske hændelser – en barnefødsel, et dødsfald, et kærestepar, der finder sammen osv. – foregår symptomatisk nok uden for scenerierne og inddrages så at sige en passant i filmens ret handlingsløse handling.

På filmens plakat ser man titlen skrevet hen over et træ. Det er selvfølgelig symbolsk. Endnu et år i livets træ. Træet som billedet på menneskelivet, der vokser, forgrener sig, grønnes, visner og dør. Mike Leigh og hans ensemble af skuespillere og medarbejdere undgår i denne film den manifeste moralisme og de alt for håndgribelige pointer, men nøjes med at vise personerne frem i al deres imperfektion.

Da en halv time af filmen var gået rejste en ung pige sig og forlod salen. Et par minutter efter gik en voksen mand. Måske har de kedet sig i forventning om at blive underholdt, sådan som det jo oftest er filmkunstens opgave at gøre. Eller måske er de, hver på deres måde blevet bevæget eller ramt af det menneskelige drama, der udspillede sig på lærredet. I hvert fald er Another Year ikke et stykke underholdning. I det mindste ikke i gængs forstand, hvor underholdning betyder understøttelse af de illusioner om livet, vi alle i en eller anden forstand bærer rundt på. Filmen er et stykke kunst, der med sin næsten shakespearske skildring af imperfekte mennesker kommer så tæt på livet selv, som kunsten nu kan.
Det er en uafrystelig film, der på paradoksal vis er vældig livsbekræftende ved sin nøgterne, realistiske skildring af mennesker, der er tynget af deres egen fortid, fastlåst i nutiden og ekponeret for livets uforudsigelighed.

Se den, medens den går i biffen. Hvis du går glip af den, så er det din egen skyld. Hermed anbefalet.

Trailer