1971 var det år, hvor Carole King for alvor kom på tapetet – og alle musikelseres læber -som singer-songwriter med albummet “Tapestry”. Knap så stor succes blev den unge Carly Simon til del, da hun albumdebuterede i februar med “Carly Simon”. Men et enkelt markant hit blev det da til med den popumulige titel “That’s the Way I’ve Always Heard It Should Be“. Halvdelen af sangene havde Simon selv skrevet med hjælp fra vennen Jakob Brackman. Og det er ikke for sangenes kvaliteter albummet bør huskes, men for Carly Simons umiskendelige, personlige, stærke, klare røst.
Pladen blev indspillet med hjælp af en lang række solide studiemusikere – bl.a. Jeff Baxter og David Bromberg – og klarede sig ganske pænt på den amr. albumliste, hvor den nåede op på en 30. plads. Men et bragende gennembrud kan man ikke kalde det. Simon tog siden revanche i samarbejdet med James Taylor, som hun giftede sig med året efter, og med en række fornemme soloplader i sidste halvdel af halvfjerdserne – fx Playing Possum (1975), Another Passenger (m. Little Feat som backing, 1976), Boys in the Trees (78) og Spy (79).