For nogen tid siden havde jeg et undervisningsjob, hvor jeg optjente lidt pension. Pensionsbeløbet blev indsat i folkeskolelærernes pensionskasse. Kort tid efter, at jeg var stoppet som underviser i jobbet, fik jeg en meddelelse om, at det indbetalte beløb var ca. 1000 kr. og inden længe ville være 0 kr., hvis jeg ikke fik flyttet dem. En kommunikationsbrist i forhold til min anden pensionskasse betød, at de 1000 kr. forsvandt ud i den blå luft – ædt op af “gebyrer”.
Pensionsindustrien er en gøgeunge. Det har været fremme i medierne, at personer kan miste helt op til en million kroner af deres pensionsindbetalinger på grund af “administrationsomkostninger”. Er det rimeligt, at lønmodtagere er tvunget til at betale ind til en bestemt pensionskasse, som de så er stavnsbundet til, så længe de arbejder under fagområdets overenskomst? Er det rimeligt, at man skal have sin pensionsopsparing spredt i klatter på forskellige pensionskasser, hvis man – som den bevægelig arbejdskraft, man er – flytter fra job til job? Er det rimeligt, at man ikke selv kan bestemme, hvordan og hvor man vil investere sine pensionspenge? Hvorfor skulle man fx ikke kunne indbetale dem på en ganske almindelig gebyrfri bankkonto, indtil den dag, man har brug for pengene?
Hvis man kaster et blik på pensionskassernes domiciler, så er det tydeligt, at ganske almindelige lønmodtagere ikke alene er med til at finansiere andres gode lønninger, men i det hele taget en pengemaskine af dimensioner. Man burde kræve, at folk havde frihed til at disponere over deres egne pensionsmidler med henblik på at få det bedste ud af dem. Og det burde være et krav, at pensionskasserne ikke pålagde folk gebyrer, men investerede pengene således, at de både gav et afkast til de pensionsopsparende og dækkede de løbende omkostninger. Det bedste ville måske være, at man lavede en offentlig pensionskasse med det erklærede formål at gavne pensionsopsparingen for alle.