Phil Manzanera fylder 60

Author:

Phil Manzaneras navn er uløseligt forbundet til Roxy Music, hvor hans ofte fyldige og eksploderende guitarlyd har været med til at definere dette artrockbands sound.
Men det var ellers lige ved at glippe med jobbet som Roxy-guitarist. For efter den obligatoriske audition i 1971 blev han vraget til fordel for ex-Nice-guitaristen David O’List, selv om Bryan Ferry, Brian Eno og de andre medlemmer efter sigende var ret imponerede over hans kunnen. Heldigvis valgte O’List kort tid efter at droppe ud efter en uoverensstemmelse med bandets trommeslager Paul Thomson. Og – i mellemtiden havde Mazanera lært sig hele Roxys katalog af sange. Om det var udslagsgivende er uvist, men i hvert fald fik han jobbet.

Noget ubeskrevet blad var han langtfra. Allerede som seksårig fik han lov til at spille på sin colombiansk fødte mors akustiske guitar og lærte at spille revolutionære cubanske folkesange. Og de kommende år lod Manzanera sig inspirere både af latinamerikanske musik og – rock’n roll.

Famililen flyttede omkring i det sydamerikanske, og den lille Phil boede både i Venezuela, Colombia og på Cuba og Hawaii, inden den engelsk-colombianske familie slog sig ned i London, hvor den unge Phil begyndte at spille i forskellige grupper og færdes i det progressive rockmiljø omkring Soft Machine og Pink Floyd. Quiet Sun hed den bedst kendte af de konstellationer, som Manzanera var med i. Gruppen nåede at indspille et album i 1975 (Mainstream), samtidig med at Manzanera indspille sin første soloplade – Diamond Head – med hjælp fra vennerne Brian Eno og Robert Wyatt.

Fra 1971 og tolv år frem var Manzanera så med i det succesfulde Roxy Music, men fortsatte ved siden af med at få afløb for sine øvrige musikalske interesser i diverse soloprojekter. Lige som han begyndte at producere for andre, fx John Cale (Fear) og Split Enz (Second Thoughts). Han har også skabt sit eget pladeselskab med det sigende navn Expression Records, hvor hans soloplader er blevet genudgivet i bearbejdede digitale udgaver.

I årene efter Roxy Music har Manzanera især været solist, men har også arbejdet flittigt sammen med mange af de førende engelske musikere: Steve Winwood, vennen David Gilmour, Godley & Creme, Nico, Brian Eno, Crowded House, Robert Wyatt m.fl. Og hele vejen har han holdt fast i sin dobbelte interesse for såvel rock som de latinamerikanske rytmer.

I 2001 blev Roxy Music som bekendt gendannet og Phil var med på gruppens velbesøgte koncerter i USA og Europa. Ved siden af har han passet sit studie, Gallery Studios, i det vestlige London, hvor folk som Robert Wyatt, Chrissie Hynde, Kevin Ayers, Brian Eno, Annie Lennox og David Gilmour har været kunder. Han havde også en finger med, da David Byrne og Brian Eno forsøgte at gentage den kunstneriske succes med My Life in the Bush of Ghosts (1981) og indspillede Everything That Happens Will Happen Today (2008).

Senest har Phil Manzanera udgivet albummet Corroncho, som er blevet til i et samarbejde med Chissie Hyndes ægtemand, billedkunstneren Lucho Brieva. Pladen er et stykke world music, en blanding af latinamerikanske stilarter som salsa, colombiansk cumbia m.m og pop og rock. Og Manzanera får hjælp af flere af sine musikalske legekammerater, bl.a. Chrissie Hynde og Robert Wyatt.

I dag fylder manden 60, og der er ikke noget, der tyder på, at han vil påbegynde sit otium foreløbigt.

Diamond Head

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *