For ganske nylig undrede jeg mig i denne blog over den danske pladebranches langsommelighed, når det gælder de nye musikdistributionsteknologier – streaming osv. Og knapt er blækket tørt – eller hvad det nu hedder i disse digitale tider – før man kan læse, at det store Sony-imperium lancerer deres streaming-tjeneste Music Unlimited i Europa og USA.
Den ny tjeneste lanceres først i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Senere i USA, England og Irland. Om Danmark kommer med fremgår ikke af de tilgængelige informationer.
Tjenesten gør det muligt for forbrugerne at sammensætte deres egne lister eller biblioteker med musik fra ikke blot Sony, men også Universal, Warner Music og EMI. Og det bliver muligt at koble tjenesten til kendte teknologier som PlayStation, smartphones osv.
Til forskel fra meget omtalte Spotify så bliver Music Unlimited ikke gratis, men vil koste mellem 4 og 20 euro (svarende til ca. 30 – 150 kr.) pr. måned, afhængigt af, om lytterne vil nøjes med en reklamefri radio eller have fri adgang til musikken med mulighed for at lave egne playlister.
For Sony og de involverede pladeselskaber har det nye koncept den fordel, at den går uden om distribuerende og fordyrende mellemled.
Music Unlimited er et spændende initiativ. Men spørgsmålet er, om det i tilstrækkeligt omfang tager højde for virkeligheden på internettet? Hvor Spotifys genistreg består i at overføre gratisprincippet fra den mere eller mindre legale fildeling på nettet til sin streamingtjeneste (betalt via reklamer), så kan det være svært at forestille sig, at den nye tjeneste vil appellere til mange unge med det prisniveau, der er angivet. Så længe pladebranchen har svært ved at indse, at flere generationer af unge netbrugere er vænnet til, at fildeling ikke koster noget – eller kun lidt – og at markedsvilkårene med internettet er ændret radikalt fra lokale markeder til – i princippet – et stort globalt marked, vil det være svært at komme igennem med ‘økonomiske modeller’, der basalt set er traditionelle. Men lad os se, hvordan det går…