Tæt på hjertet af de forenede stater finder man Ozark Mountains. Og et sted i det store område møder vi den 17-årige Ree Dolly (Jennifer Lawrence), der tager sig af sin åndsformørkede mor og sine to mindreårige søskende. Miljøet er et fattigt, isoleret lille samfund, der er præget af, at mange er i slægt med hinanden, og af en fattigdom, der driver dem ud i ulovligheder, især fremstilling af crack, for overhovedet at kunne overleve. Det er også et miljø, der har sine egne uskrevne regler og normer, fx at man ikke snakker om hinanden – selv om man altså er hinanden nærtstående.
Historien – eller plottet – i filmen er, at Rees far, Jessup, er forsvundet efter en tur i spjældet. Snart viser det sig, at han ikke bare er forsvundet, men med stor sandsynlig er blevet slået ihjel af nogle kumpaner. Det er i sig selv en katastrofe for familien. Men sagen forværres af, at faderen inden sin forsvinden pantsatte familiens hus og derfor skal møde op i retten. Gør han ikke det, smides familien ud af huset og må, som Ree udtrykker det, leve som omstrejfende hunde i bjergområdet.
Der er altså tale om en kriminalistisk fortælling. Og filmen får sin spænding i kraft af plottet, der sætter hele den unge pige eksistens på spil. Et ekstra krydderi til spændingen er, at Ree har alle odds imod sig. Hun møder en mur af vidende tavshed, hvorhen hun end vender sig.

At det lykkes for hende gradvist at komme sandheden om faderens forsvinden og død nærmere, skyldes hendes menneskelige overskud, stædighed, viljestyrke og insisteren på, at blod er tykkere end vand.
Filmen fortælles meget lige ud ad landevejen. Og samtidig med, at man langsomt og uafvendeligt rykker gådens afklaring et stykke nærmere, får man en skildring af det barske, fattige, forråede miljø, hvor en afstumpet, arkaisk moral dominerer, men hvor der også et sted bag alle de tavse ansigter, volden og forarmelsen er en rest af menneskelighed tilbage.
Selv om det kan lyde sådan, så er det ikke – i mine øjne – en trist og grå film. Netop i kraft af pigen Rees indædte og retfærdige kamp for sin families fremtid  bliver filmen paradoksalt nok meget livsbekræftende.

Jeg vil ikke afsløre noget om afslutningen (mit credo), men instruktøren Debra Granik formår at lade spændingen vokse næsten ulideligt med ganske enkle virkemidler. Selv om der handlingsmæssigt ikke sker så meget – bortset fra et par barske scener – så  besidder filmen stor dramatisk styrke i kraft de personlige spændingsforhold og deres udvikling.
Filmens roller spilles af relativt ukendte skuespillere. Og de spiller imponerende i alle roller. Jennifer Lawrence er mere end god i rollen som den unge hovedperson. Hun er Ree, som Bo Green Jensen gjorde opmærksom på i sin anmeldelse af filmen for uges tid siden.
Winter’s Bone er sådan en film, der bliver siddende i kroppen på en, længe efter man har forladt biografens mørke. Jeg havde Frøkenen med, og også hun syntes, den var god. Og så må det jo passe. Anbefales varmt.
PS. I sin anmeldelse af filmen beklagede Bo Green Jensen sig over brugen af den lokale bluegrass- og folkemusik i filmen, som han fandt påklistret. Det er jeg helt og aldeles uenig med ham i. De musikalske indslag er begrænsede og passer fint ind i den ellers alt andet end livlige stemning…