I forbindelse med et gensyn med Woodstock-filmen for nogle år siden skrev jeg følgende, som stadigvæk er gældende: “Der var dog en enkelt kunstner, der gjorde et særligt indtryk dengang: Richie Havens. Det var med sin improviserede udgave af sangen Motherless Child (og verset Freedom), at han fik sit internationale gennembrud. Indtil da havde denne sorte folkemusiker især gjort sig bemærket på den såkaldte Greenwich-folk-scene, hvor også Dylan, Baez med flere havde markeret sig. Det, der gjorde indtryk – ud over et medrivende guitarspil og et indfølt sangforedrag – var, at den selvfølgelighed, hvormed den store tandløse (!), kjortel- og sandaliklædte mand indtog scenen og tog publikum i sin store varme hånd”.
I morgen fylder den tandløse musiker 70 år og er still going strong, som man siger.
Efter gennembruddet på Woodstock startede Havens sit eget pladeselskab, Stormy Forest, hvor han indspillede seks album, bl.a. “Alarm Clock” (1970), som indeholdt hans energiske og medrivende udgave af George Harrisons “Here Comes The Sun“. Ved siden af musikken indledte han også en karriere som teater- og filmskuespiller og var bl.a. med i den originale teaterudgave af The Who’s Tommy. Fra midten af halvfjerdserne engagerede han sig også – helt i ånden fra tresserne – miljøspørgsmål og gjorde meget for at oplyse børn og unge om, hvordan de kan medvirke til at modvirke forurening og bevare miljøet for eftertiden.
Musikken har han dog holdt ved hele tiden. Og op gennem firserne og halvfemserne har han udgivet en række plader og turneret rundt omkring i verden. I alt er det blevet til i omegnen af 30 album. I 1993 udsendte Rhino en fin retrospektiv antologi med titlen Resume. The Best of Ritchie Havens. I 2003 hædredes han med The American Eagle Award af The National Music Counsil for sin rolle som forvalter af den amerikanske musikalske arv.
Så sent som i august sidste år optrådte Havens ved en musikfestival i Bethlehem.