I mine gemmer har jeg et A4-stort sort-hvidt foto af Elvis Presley. Jeg fik det af min mor, da jeg var en 8-9 år gammel. Jeg havde fået øje på fotoet på en stander på Københavns Hovedbanegård. Elvis var mit første idol. Jeg var fan. Og allerede dengang synes jeg, der var noget særligt over billederne af Elvis. Ingen tvivl om det: Han blev iscenesat. Branded, som man vil sige i dag.
Jeg synes stadigvæk, der er noget særligt dragende over billederne af rockens ukronede konge. En særlig aura, der nok i høj grad hænger sammen med mandens ambivalente forhold til sin berømmelse. En mærkelig blanding af nær- og fravær.
Fotografier er besnærende og lover ofte en autenticitet, som ikke holder. Jeg tror, det har med selve fotograferingen at gøre. Når vi bliver fotograferet indstiller vi os ubevidst på det. Og det kan spores i fotoet. Fotografiet er stort set altid en iscenesættelse. Af samme grund længes mange fotografer efter det øjeblik, hvor “offeret” ikke er bevidst om situationen og derfor fremtræder som “naturlig”. Men det er selvfølgelig også en illusion, eftersom det er fotografen, der vælger at fastfryse netop det øjeblik, inden for den ramme.
For øjeblikket kan man se en række fotografier af den 21-årige Elvis Presley på The Smithsonian Institution’s National Portrait Gallery. Billederne er taget af den ligeledes unge fotograf Alfred Wertheimer (dengang 26 år), som havde fået til opgave af RCA at fotografere Elvis på turné og ved andre offentlige optrædener. Men Wertheimer var mere end blot en pressefotograf. Han tog også billeder af kunstneren bag scenen i noget, der ligner private situationer. På galleriets hjemmeside kan man se en række af fotografierne i god opløsning. Fx “The Kiss”, hvor Elvis tungekysser med en dejlig, ung dame under brandtrappen ved Mosque Theater. Eller Elvis, der bestiller sin morgenmad på jernbanestationen, Chattanooga, Tennessee, hvor raceadskillelsen er indskrevet i billedet. Eller Elvis, der henslængt i sofaen, koncentreret læser i bunken af fanmails.