Nej, rocken er ikke død, og rockens udøvere ikke færdig med fyrre, som mine forældres generation forudså. De gamle drenge og piger slipper gerne rollatoren og griber mikrofonen eller guitaren for at trykke den af. Rolling Stones, Bob Dylan, Paul McCartney, Neil Young, Jerry Lee Lewis og – Wanda Jackson. Og flere til. Rocken – dette mærkelige elektrificerede afkom af bomuldsmarkernes blues – har vist sig at være uhyre levedygtig, grænse – og generationsoverskridende.
Skulle man være i tvivl kan man passende lægge øre til 73-årige Wanda Jacksons seneste udspil “The Party Ain’t Over”. Titlen siger vel det hele. Wanda er ingen grønskolling, men har ikke tænkt sig at sige nej, hvis hun bliver budt op til en svingom. Heller ikke i overført betydning. Sammen med sin unge tilbeder (i musikalsk henseeende i hvert fald) Jack White (White Stripes, Raconteurs m.m.) har hun skruet et album sammen, hvor Wanda Jacksons velkendte stil og stemmeføring møder en hypermoderne lyd. Selv om man – jeg! – godt kan høre, at alderen ikke helt er gået sporløst hen over Wandas stemme, så har den på den anden side ikke berøvet stemmen dens unikke fraseringsstil eller dens særlige blanding af noget genuint feminint og en fræk, næsten maskulin, kant. Modsætninger mødes og sød musik opstår, siger Schade, og i dette tilfælde kan man tilføje: og det rykker og svinger, så det er svært at holde sig i ro i lænestolen. Sangene er en fin blanding af velkendt materiale -fx standarden “Rum and Coca Cola” – og nyere sange, fx Amy Winehouses “You Know I”m No Good”, der kunne være skrevet til Wanda… Det grå guld skinner. Her.