Som hun sidder der hippieafslappet med bare fødder, striktrøje, cowboybukser og udslået, langt krøllet hår og omgivet af katte – ja, så er det lidt svært ikke at blive lidt indtaget af Carole King. Sådan var det i hvert fald dengang i 1971, hvor jeg som “semi-seriøs student” på atten somre fik fingre i albummet Tapestry. For nu at sige det mildt. ..

Hele iscenesættelsen af Carole King var et tegn på, at nok var The Summer of Love uigenkaldeligt ovre, men drømmene om Peace, Love & Understanding insisterede stadigvæk på at blive taget alvorligt. Og skulle man komme i tvivl om denne udlægnings holdbarhed, så kan man bare lytte til teksterne på pladen. “When you’re down and troubled/ And you need some loving care/And nothing, nothing is going right/ Close your eyes and think of me/And soon I will be there/To brighten up even your darkest night/ “osv.

Tapestry blev indspillet i starten af januar 1971 og udsendt i slutningen af samme måned. Og pladen ramte præcist tidsånden som et kærligt klap på kinden. Pladen besatte den amerikanske hitlistes førsteplads i samfulde femten uger, hvilket ingen kvindelig musiker har gjort King efter, hverken før eller siden. Og pladen solgte i millionoplag og blev overhældt med hele fire Grammy-udmærkelser i 1972.
En del af forklaringen på den store succes var, at den 28-årige Carole King, som på det tidspunkt allerede var en garvet sangskriver med adskillige hits på samvittigheden, sammen med sin lige så garvede og lydhøre producer Lou Adler helt i pagt med hippiefilosofiens tilbagevenden til naturen og oprindeligheden valgte enkeltheden, uforstiltheden og naturligheden som pladens udtryk. Væk var lagkageproduktionen til fordel for en næsten spartansk mikro-makro.produktion og yderst enkle arrangementer.

At det selvfølgelig også var en iscenesættelse ændrer ikke ved, at pladen med sine fantastiske sange – hvoraf hele tre blev nummer et på singlelisten (“I Feel The Earth Move”, “It’s Too Late” og “You’ve Got A Friend”) – passede som fod i hose til den venlige optimisme, som tresserne havde sat fri og som endnu var en del af kulturen i år 1971.

Og måske er det slet ikke tilfældigt at flere af sangene faktisk blev til i tresserne. Det gælder fx for A Natural Woman, som Aretha Franklin hittedemed i 1967 og Will You Love Me Tomorrow,som The Shirelles sendte op på hitlisten helt tilbage i 1960. Den afgørende forskel var, som sagt, produktionens og arrangementernes prunkløshed og tilstræbte ærlighed.
Selv om den libertære tidsånd for længst er fordampet og hippielooket kan se lidt bedaget ud, set her fra en kølig vinterdag i januar 2011, så holder pladen stadigvæk den dag i dag i kraft af sangenes uopslidelige kvaliteter og Carole Kings ligefremme sangfremførelse.

So far away