I følge en ny undersøgelse af Nielsen Music, som monitorerer musikforbruget internationalt, betaler “kun” 20% af verdens internetbrugere for at hente sange på nettet og endnu færre for at hente hele album. Europæerne og amerikanerne er flinkest til at lade betalingskortet gløde, medens folk i Mellemøsten, Latinamerika og Asien foretrækker gratisprincippet.
Den mest populære form for forbrug af musik på nettet er ikke illegal nedhentning, men derimod musikvideoer, fx som vi kender dem fra YouTube og lignende streamingstjenester. Videoer er i det hele taget den foretrukne legale musikkomsumption. Hver gang, der købes en sang på nettet er der tre, der i stedet for kigger på en video.
Nielsen-rapporten er interessant ved at synliggøre forbrugets diversitet. Det handler ikke længere bare om at nedhente mp3-filer, men om at se videoer, købe eller illegalt “downloade”, lytte til alskens streamingtjenester, hente legale downloads osv. osv. Undersøgelsen afspejler også, at de medier, hvorigennem forbruget foregår, udvikler sig med lynets hast. Mp3-afspillere, mobiltelefoner, computere og andre teknologiske gadget er på spil.
Herhjemme venter vi endnu på, at en tjeneste som Spotify bliver tilgængelig for danske musiklyttere. I mellemtiden går danske lyttere fx til Youtube, Myspace osv., hvis de da ikke er blandt de udvalgte, der abonnerer på TDC Play og lignende. Streaming er den hotteste trend. Og man kan undre sig over, at pladebranchens nye hitliste ikke har taget den tjeneste til sig i markedsføringen af hitsangene…