Som bekendt takkede Don Glen Vliet, bedre kendt som Captain Beefheart, af den 17. december sidste år og fik dermed ikke mulighed for at fejre sin halvfjerdsårsdag i morgen. That’s life.
Men her i bloggen vil vi ikke forbigå mærkedagen uomtalt. For det er altid sørgeligt, når en excentriker, særling, enegænger som Beefheart forlader landskabet. Det bliver fattigere. Det gælder for det musikalske landskab som landskabet i det hele taget.
Jeg vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på den store opsamling Grow Fins, som udkom i 1999 og indeholder ‘sjældne indspilninger’ fra perioden 1965-1982. På fem cd’er følger man Beefhearts musikalske udvikling gennem lyden fra acetatskæringer, demooptagelser, koncertoptagelser og radioditto. Det meste af Beefhearts Buddha-optagelser er med. Og det samme er de berømmede Trout Mask Sessions.
Opsamlingen er blevet til, efter at Beefheart trak sig tilbage fra musikken for at hellige sig billedkunsten, og han er ikke mastermind bag sammensætningen af musikstykkerne, der er hentet frem fra alskens obskure arkiver. Der er tale om en slags arkæologisk opgravning, der giver indblik i Beefhearts kreative proces gennem dens efterladenskaber. Det skal ikke forstås sådan, at der kun er tale om affaldsprodukter. For for kaptajnen selv var indspilninger affaldsprodukter, som han var færdig med i det øjeblik, de var indspillet.
Desværre er samlingen lidt svær at få fat på, fordi den ikke er blevet genoptrykt af den lille pladeselskab Revenant Records, som stod for udgivelsen. Kan vi håbe på, at det vil ske nu, hvor kaptajnen er gået fra borde og en fornyet interesse for hans aparte musik må opstå?