Apropos rockens erklærede død, så kan man i dag læse, at anmelderne er gået i selvsving over en ny, ung dansk gruppe ved navn Iceage. Punken er tilbage! gjalder anmelderkorpset. Og man kan næsten fornemme, hvordan trætheden over den x-factoriserede pladeindustri ligger som resonansbund for opråbet. Det vigtigste album siden Klichés “Supertanker”, noterer Soundvenues anmelder, med noget, der ligner en anmelderkliché. Og hæfter sig ved den blottede “ungdommelige energi, der forvirret og rastløst taler direkte til dig”.
Forsanger og gymnasieelev Elias Rønnenfeldt er mere nøgtern – og lidt overrasket over, at folk er gået amok over deres plade. Han citeres for at sige: “På en måde giver det meget god mening, at vi får opmærksomhed, for jeg kan ikke huske, hvornår der er kommet noget musik fra Danmark, der ikke var noget lort. Jeg forstår ikke, hvordan folk har kunnet trives med at lytte til alt det, de gør. For mig lyder det alt sammen som noget kedeligt og selvsmagende musik”. For en gammel skriverkugle genlyder Elias’ ord af historik. Hvor ofte har det argument ikke været brugt, når der skulle sparkes røv sådan rent musikalsk?! Og det skal forstå positivt fra min side.
Men hvad har de unge så at byde på – ud over ungdommelig energi? Jeg lytter til de skæringer, der findes på YouTube og andetsteds, kan godt høre energien, men er der mere? Jeg vil overlade til læseren selv at dømme og blot konstatere, at amokløbet omkring denne udgivelse er symptomatisk for, hvor dansk populærmusik befinder sig lige nu og her i 2011.

Myspace