I denne måned – nærmere bestemt den 11. januar – er det nøjagtig 40 år siden Janis Joplins album “Pearl” blev udsendt. Pladen var hendes fjerde og sidste. Den var også hendes første rigtige mainstreamorienterede plade – post mortem. Tre måneder før pladen så dagens lys døde hun som bekendt af en overdosis heroin.
Til forskel fra de tidligere plader, som blev indspillet sammen med Big Brother and the Holding Company og Kozmic Blues Band og leverede en mere rå, upoleret – og nogen vil sige uforfalsket – udgave af bluesbaseret rock’n roll, var den nye plade – takket være den kendte producer Paul A. Rothchild (The Doors) – langt mere spiselig for lytterne på FM-båndet. Mainstream eller ej, så formåede Rothchilds produktion at præsentere Joplins unikke stemme i en række håndplukkede sange af høj kaliber, så man virkelig fik en fornemmelse af dens potentiale og spændvidde. Fra den stille inderlige “Mercedes Benz” (som Joplin selv havde skrevet sammen med Bob Neuwirth og Michael McClure) og til mere kraftfulde sager som “Cry Baby”.
På pladen bakkes Janis op af Full Tillt Boogie Band.

Pladen blev et flot punktum for en alt for kort karriere. Rolling Stone indlemmede den forståeligt nok blandt de “500 største album til alle tider”. Og den er blevet genudgivet i en digital forbedret og udvidet udgave, der bl.a. også indholder hendes fødselsdagssang til John Lennon – Happy Birthday, John (Happy Trails) – som hun lige nåede at sende til han på et bånd, inden hun døde.

Me and Bobby McGee