Selv om jeg, som tidligere anført, godt kan få nok af Joan Baez’ stærke vibrato, når hun går op i det højeste toneleje, så har hun ikke været til at komme uden om, fordi hun blev et ikon for meget af det, der skete i tresserne. Musikalsk, politisk og kulturelt.

Som mange andre i hendes generation af folkmusikere begyndte hun med at spille på coffeehouses og gled siden ind i miljøet omkring Newport Folk Festival, hvor hun hurtigt blev en stjerne.

I 50 år har hun været undervejs, og hele vejen har hun, stort set, haft succes og – mest imponerende – bevaret sin personlige integritet. Hun har udsendt i omegnen af 30 album (plus det løse).

Selv om hun er uløseligt forbundet til folkgenren (det bliver man let, når man har en akustisk guitar hængende om halsen og en smuk stemme…), så har hun indspillet og sunget sange fra et bredt populært spektrum. Og en af hendes store fortjenester har været, at hun med sin stærke og smukke røst har fortolket og populariseret en lang række sange af sin generations største sangskrivere. Ikke kun ex-kæresten Bob Dylan, men fx også Jackson Browne, Paul Simon, Beatles og Rolling Stones.

For mig vil Joan Baez altid stå som et mønstereksempel på det bedste ved den politisk og kulturelt engagerede musik i tresserne, hvor hun med lidenskabeligt engagement brændte igennem i sin kamp for retfærdighed, ligestilling og demokrati i USA, uden miste grebet om det musikalske udtryk. At hun også var blændende smuk gjorde ikke indtrykket mindre…

Joan Baez – Joe Hill – Live at New Port