Fruen er til lette, romantiske komedier, og jeg konsumerer dem gerne, hvis ellers de er skruet godt sammen og befolket med skuespillere, der kan puste liv i selv de mest bovlamme replikker og forlene de mest absurde manuskriptudtænkte situationer med en anelse sandsynlighed.
I går havde Fruen så været i det lokale indkøbscenter og havde hjembragt Nancy Meyers “Det’ indviklet” fra 2009. Vi havde set et par trailers og mente, at den nok var værd at spendere en søndag aften på.
Temaet i filmen – ‘når der går ild i gamle huse’, når modne mennesker ‘falder ned i kærligheden’ og bliver revet med af lidenskaben og liderligheden – er ikke ny for instruktøren Nancy Meyers. I 2003 udsendte hun den vellykkede “Når du mindst venter det” (Something’s Gotta Give) med Jack Nicholson og Diane Keaton i hovedrollerne. Så Meyers vidste godt, hvad hun ville, da hun satte Meryl Streep og Alec Baldwin sammen i en historie om et fraskilt, ældre ægtepar, der på den yngste søns graduation day finder ud af, at de slet ikke er færdig med hinanden og får gnisten til at springe.
Som det som oftest er i amerikanske komedier, foregår det i den bedre del af middelklassen, hvor det materielle ikke er noget problem. Jane (Streep) er en succesfuld ejer af et stort bageri. Jake (Baldwin) er en veletableret advokat, som har giftet sig med sin meget yngre kvinde med et mindreårigt barn på slæb. Begge er de – tilsyneladende i det mindste – kommet videre med deres såkaldte liv. Indtil de altså render sammen ved denne hersens graduation-fest – og ender i sengen med hinanden. Ikke bare genfinder de melodien, men den lyder meget bedre end den nogensinde før har gjort. Tju-bang-chokolademand.
Den amerikanske titel på filmen er “It’s complicated” og for en gangs skyld har den danske oversættelse ramt plet. Det’ indviklet, og det er, hvad det er, når det drejer sig om kærlighedens og lidenskabens forviklinger. Og – uden at afsløre for meget – så forbliver det indviklet hele vejen gennem filmen.
De to hovedrolleindehavere spiller rollerne, som blev de betalt for det. Meryl Streep får fint skildret rutsjeturen i de følelsesmæssige ambivalenser hos den voksne kvinde, der pludselig – som en anden årsunge – bliver bragt ud af fatning i en affære med sin egen eks-mand. Og den efterhånden godt satte bamsefar, Alec Baldwin, er herlig i sin fremstilling af manden, der er løbet sur i rollen som potentiel småbørnsfar med jævnlige besøg på fertilitetsklinikken og opdager, at han er dybt forelsket i sin eks-kone og begærer hende mere end nogensinde.

De øvrige roller lever knapt op til de tos præstationer, selv om de ikke er ringe. Steve Martin i rollen som amourøs konkurrent til Jake virker ikke helt overbevisende i mine øjne. De øvrigt biroller – især børnenes – fungerer efter hensigten – at levere troværdige situationer til dramaet mellem de to hovedroller – hverken mere eller mindre.
Selve handlingen er hverken overraskende eller specielt original. Og det skal man nok heller ikke forvente af en gennemsnitlig Hollywood-komedie. Filmens eksistensberettigelse er de mange små, fine scener og dialoger mellem Janet og Jake. De formår at gøre det troværdigt, at der også er et liv efter det første kuldsejlede ægteskab. Og de formår at vise, at livsappetit, kærlighedshunger og ægte liderlighed, slet ikke er forbeholdt for de unge, selv om de tror det.
Det’ kompliceret er en såkaldt feel-good-film, der især henvender sig til et modent publikum (Frøkenen udvandrede…) og er en understregning af, at vi ikke længere helt og aldeles er underlagt den hjernelamme ungdomsdyrkelse i filmindustrien. Filmen er en let, velspillet bagatel, der glider ned som citronfromagen nytårsaften og godt kan give en lyst til at tage en portion mere… Hermed anbefalet (de voksne læsere).