Jeg har vist ikke omtalt Brenda Lee, siden marts måned 2006, bloggens første måned. Men her til morgen fik hun æren af at være den første popsangerinde, der dukkede frem af erindringens dis. Uh, Uh, Uh. Uh. I’m sorry, so sorry.. Omkvædet til Brenda Lees måske største hit af alle de 37, hun fik. I’m Sorry, skrevet af Dub Albritton og Ronnie Self og fremført af den kun 15-årige Brenda med en inderlighed og klarhed, så man fristes til at tro på hendes ikke-gengældte kærligheds kvaler. Det gjorde pladeselskabet, Decca, efter sigende ikke. Eller rettere: Pladeselskabet var bekymret for, om nu Brenda var moden nok til at synge om den slags. Derfor blev udgivelsen forsinket nogle måneder i 1960. Men da den endelig udkom røg den op på Billboards førsteplads som en understregning af, at pladeselskabet – som så ofte før – var håbløst bagud i forhold til udviklingen i det ungdommelige segment.
I’m Sorry blev i øvrigt gemt af vejen som B-side til That’s All You Gotta Do. Men singlepladekøberne og pladevenderne lod sig ikke sådan narre, og B-siden blev det største hit af de to sange.
I’m Sorry blev Brenda Lees kendingsmelodi og gav hende hendes første guldplade og Grammynominering. Af en eller anden grund er den siden hen blevet opfattet som en countrysang. Men i mine ører er den første og fremmest en renlivet popsang af de slags, der altid vil gå rent ind hos følsomme teenagere og andre med intakt følelsesliv. Uafrysteligt iørefaldende og fremført med Brenda Lees paradoksalt kraftfulde, modne og ungdommelige stemme.

Billedet af lille Brenda og Elvis er lånt af rocklibrary. com.