Hvis du var en af de udvalgte, der var til The Beatles’ koncert i København, den 4. juni 1964, så ringer der måske en lille klokke, når du hører navnet Jimmy Justice?! I hver fald var det hans navn, der stod lige under The Beatles på plakaten. Med lidt større bogstaver end de efterfølgende danske pigtrådsorkestre: The Excheckers, The Beethovens, The Hitmakers og The Vedons. Cremen af dansk pigtråd det år. Har du glemt ham, så skyldes det måske, at han allerede på det tidspunkt havde nået sin karrieres zenit.
Jimmy Justice (født 1939), hvis borgerlige navn var James Anthony Bernard Little, blev trukket ind i popmusikken af sin stedbroder, Emile Ford, som var et kendt navn omkring 1960, hvor han lå på den engelske hitliste med sange som What Do You Want To Make Those Eyes At Me For? (nr. 1 i 1959), som vor egen Otto Brandenburg lavede en succesfuld coverversion af, On A Slow Boat To China (en 3. plads i 1960) og Counting Teardrops (nr. 4 i 1960). Emile havde sit eget band The Checkmates, og den unge Jimmy fik lov til at synge med Checkmates i ny og næ.
Efter at en talentspejder fra EMI havde fundet Jimmy, fik han en pladekontrakt med Pye Records. Og det resulterede i første omgang i singlen Little Lonely One, som blev udsendt under kunstnernavnet JJ & The Jury. JJ var Jimmy og The Jury var The Checkmates. Pladen solgte dog ikke ret mange eksemplarer, men Jimmy fik alligevel en kontrakt på tre andre singler. I mellemtiden var der dog sket det, at Jimmy havde fået sig en kæreste – i Sverige. Og, fortståeligt nok, tilbragte han meget af sin tid i Sverige sammen med kæresten. Men han fik også tid til at optræde rundt omkring, og det lykkedes sågar for ham at få et hit med singlen Little Lonely One.
Medens han opholdt sig i Sverige brød han igennem i Storbritannien med tre andre singler: When My Little Girl Is Smiling (nr. 9, 1962), Ain’t that funny (8. plads) og Spanish Harlem (en 20. plads). Efterfølgende fik han indspillet to album i 1963. Og derefter var det stor set slut på Justices karriere. For som tilfældet var for mange andre solister dengang, blev hans uskyldige pop distanceret af Beatlemania og de andre engelske beatgruppers fremmarch. Men han nåede altså at komme på plakaten sammen med The Beatles i København. Og det er da noget.
I 2001 blev der udsendt et fyldigt udvalg af hans indspilninger – 50 stk. i alt – på opsamlingen “Ain’t that funny” (Castle Records)
@Torben: Som du ved, var jeg ikke til stede ved koncerterne. Og jeg har da heller aldrig hørt om Jimmy Justice pÃ¥ anden mÃ¥de end som plakatnavn. At han ikke optrÃ¥dte understreger blot, at Jimmy havde fremtiden bag sig…
@Torben: Ja, lad os fÃ¥ alle brikkerne pÃ¥ plads, ikke mindst de kønne… 😉
For fuldstændighedens skyld: Miss Danmark hed det år Gitte Fleinert.
Her er hun i smukt selskab: http://www.teenmakers.dk/hist/hist4.htm
@capac: Det er rigtigt, at Jimmy Justice kom pÃ¥ plakaten. Længere nÃ¥ede han dog ikke. Han optrÃ¥dte ikke i K.B. Hallen ved de to koncerter (ligesom der findes plakater med Papa Bue som opvarmningsnavn!). Det gjorde The Ex-Checkers heller ikke. De var i øvrigt i perioder Justice’s danske backingband og husede englænderne John Inglis og Harry Kershaw.
Inglis, der blev gift med Miss Danmark 1966, forsøgte sig efter bandets opløsning i 1966 som solist, bl.a. med trommeslageren Torben Sardorf, der til gengæld optrådte ved Beatles-koncerterne som del af The Hitmakers.
Inglis var siden en overgang med i et næstsidste udkald for The Scarlets, dem med ‘Bondeorglet’.
Yeah, yeah, yeah