Det er lige efter bogen. Man har et par fridage i anledning af julen, og straks bryder den latente influenza ud. Feber, nakkestivhed, ømme knogler i hele kroppen, svedeture og jeg-skal-komme-efter-dig. Som min lægestuderende kollega docerede (for han havde været i samme båd): Du slapper af, det samme gør din krops forsvar og bingo!, du har “vundet” en tur i influenzagyngen. Nå, men selv om hjernen kogte, så kunne et glas god rødvin i ny og næ holde en gående og ikke mindst oppegående – og der er ikke langt fra seng til computer og musikanlæg. Og de sidste par dage har Tom Waits været min følgesvend. På en eller anden måde passer hans skæve musik godt til en solid forkølelsestilstand.
Waits kom jeg ind på, fordi jeg fik albummet “Rain Dogs” på cd i julegave. Jeg har den i forvejen på LP. Det er en af mine yndlingsplader, og det var nok den plade, der for alvor sparkede døren ind til Waits’ univers for mit vedkommende.
Jeg har ellers fulgt Waits i mange år. Den første gang, jeg hørte om ham, var, da jeg læste en lille enspaltet notits i Rolling Stone i starten af halvfjerdserne. Jeg kan huske, jeg tænkte: Ham må jeg holde øje med. Omtalen var et grundrids til det image, han siden har fået: en musikalsk original af de store. Som Captain Beefheart. For eksempel.
Næste gang jeg stødte på ham var – selvfølgelig – da Danmarks Radio begyndte at spille hans første album. Og mødet med den skæve musik, der trak på præ-rocktraditioner – jazz, blues, music hall osv., og ikke mindst mødet med den upolerede, kantede, gutterale stemme gjorde et stort indtryk.
Glemmes skal heller ikke mødet med han sangskriverkunst i form af Tim Buckleys smukke udlægning af “Martha” på albummet Sefronia (1973). Det var i den forbindelse, det gik op for mig, at Waits ikke blot er en musikalsk excentriker af guds nåde, men også en mere end habil sangskriver.
Men som antydet, så var det albummet “Rain Dogs”, der for alvor gjorde mig hooked på Waits. Udslagsgivende var sangen “Downtown Train“, pladens vel nok mest kendte sang. En uhyre smuk, uafrystelig popmelodi med en hjertegribende, smuk, poetisk tekst om storbyens ubodelige ensomhed: “Will I see you tonight/ on a downtown train/every night is just the same/ you leave me lonely now “. Men også albumtitlen – Regnhunde – der med metaforisk kraft indfanger albummets tematiske sfære: livet på bunden af storbyen. Rain Dogs. Regnhunde. Regnvåde hunde. Et smukkere og mere poetisk billede på metropolens bundfald skal man lede længe efter. Fængende er også coverfotoet, hvor Waits’ alter ego med nøgen overkrop læner sig ind til et storsmilende moderdyr er i en klasse for sig selv. Fotografiet er i øvrigt taget på en tysk knejpe.

Rod Stewart løb som bekendt med Downtown Train som hit med sin uforskammet – og uforskammet forførende – mainstreamorienterede popudgave. Men Stewarts popkvaliteter ufortalt, så mangler den Waits’ poetiske kant, smerten og den latente desperation, der så frugtbart modsiger popsangens lethed og ubekymrethed.
“Rain Dogs” (1985) tilhører trilogien, der også omfatter de to andre hovedværker “Swordfishtrombones” (1983) og “Franks Wild Years” (1987), som alle blev til, efter at Waits havde fået kontrakt med Island Records og vist nok større kunstnerisk frihed i studiet. Waits har selv beskrevet periode som et “paradigmeskift” i sin musikalske udvikling. Han var i mellemtiden blevet gift med Katleen Brennan (filmmanusforfatterinde), som havde introduceret Waits til Captain Beefhearts musik. Om det var det, der satte paradigmeskiftet i gang, skal jeg lade være usagt, men der er ingen tvivl i mine ører om, at Waits eklektiske musiksmag på de nævnte plader blomstrede og smeltede sammen til et organisk udtryk, som de tidligere plader havde været lovende ansatser til.

Rain Dogs er et generøst overflødighedshorn af stilistiske påvirkninger fra den store amerikanske musiktradition, holdt sammen af Waits slidstærke sange og poesi. Som påpeget af flere kritikere, så er det på Rain Dogs og de to andre plader for alvor lader sine præ-rock-inspirationer møde rockens univers og det moderne storbylivs støjkilder. Det er som om et puristisk forbehold er forsvundet (måske er det her Beefheart har efterladt et indtryk?) og en ny fordomsfri åbenhed er trådt i stedet.
Rain Dogs er et konceptalbum om ‘the urban dispossessed’ (m. Waits egen formulering), de i mere end en forstand fortabte og hjemløse skæbner, som storbyen rummer, og som sådan er den et bevis på, at tressernes konceptalbumstorhedstid ikke nødvendigvis er forbi. I hvert fald et album på kunstnerisk niveau med fx Kinks’ bedste conceptalbums.