Forleden – den 25. december – kunne Phil Spector fejre sin 70 års fødselsdag i et californisk statsfængsel i Corcoran, hvor han afsoner en fængselsstraf på 19 år for mordet på skuespilllerinden Lana Clarkson.
Phil Spector er en af de helt store excentrikere i rockens historie. Og en af de helt store pladeproducere – oven i købet med sit eget soundbrand: “The Wall of Sound”. Hvor mange producere kan nu lige prale af det!?
Hans interesse for musik begyndte ellers på den anden side af kontrolbordet. Som ganske ung lærte han sig at spille guitar og kom ind i et kreative musikmiljø i Fairfax, hvor han gik på high school. I det musikalske netværk mødte han bl.a. Bruce Johnston (kendt fra Beach Boys), pladeproduceren Lou Adler og trommeslageren Sandy Nelson.
Sammen med nogle high school-kammerater dannede Spector gruppen The Teddy Bears, og i 1958 indspillede de først singlen “Don’t You Worry My Little Pet” og dernæst millionsælgeren “To Know Him Is To Love Him“, der toppede Billboards hitliste i 1958 med omtalte Sandy Nelson på trommer.
I mellemtiden havde Spector gødet jorden ved at rende pladeselskaberne på dørene. Og det lykkedes ham at overtale pladeproduceren Stand Ross ved Gold Star studierne i Hollywood til at lade ham komme i en slags mesterlære. Og det var her grundlaget for Spectors produktionsideer blev lagt. Og Spector producerede begge singler med Teddy Bears.
En svale gør som bekendt ingen sommer. Og et hit er ikke nok til at holde en karriere i gang. I 1959 opløstes Teddy Bears, fordi de ikke kunne leve op til deres millionsællert. For Spector var anledningen til et karriereskift fra optrædende musiker til pladeproducer. Og Spector havde allerede på det tidspunkt bevist, at han forstod at netværke – som det hedder på nydansk – og komme i kontakt med folk, der havde noget at sige. Således lykkedes det ham at komme ind i kredsen omkring sangskriverparret Leiber og Stoller som en slags troldmandens lærling. En lærenem en af slagsen. Og i løbet af kort tid fik han styr på pladestudiets indretning og fik produceret en række mindeværdige optagelser med Ben E. King, The Drifters, LaVern Baker, Ruth Brown, The Top Notes (den første udgave af “Twist and Shout“) m.fl.
Et skelsættende år var 1961, hvor Spector sammen med pladeselskabsbossen Lester Sill skabte pladeselskabet Philles Records. Det første navn, der blev knyttet til selskabet var The Crystals, der hittede med singlerne “There’s No Other (Like My Baby)” (1965) og “Uptown“. Ved siden af jobbet som pladeselskabsejer fortsatte Spector med at producere for andre selskaber. For at tjene penge, men også for at få – og hugge – ideer til nye projekter. Således var det hos Liberty Records han hørte Gene Pitneys sang “He’s a rebel“, som skulle udgives i en version med Vikki Carr. Spector plankede sangen sammen med Darlene Love and the Blossoms og hittede med den i The Crystals navn. Den blev nr. 1 i 1962.

Nogenlunde samtidig forlod Lester Sill Philles Records og Phil Spector havde derefter fuld kontrol med det lille pladeselskab, der fortsatte med at udsende singler. Ikke mindst med Darlene Love i den vokale forgrund. Fx i gruppen Bob B. Soxx & the Blues Jeans, der solgte stort med “Zip-a-Dee-Doo-Dah” i 1963. Samme år udsendtes også Ronettes store hit “Be My Baby“.
Det var med udgangspunkt i Philles Records, Phil Spectors Wall of Sound blev til. Spector havde forståelse for den tids radiofoniske begrænsninger. Hvis man skulle nå ud til ungdommen gennem AM radioerne og pladeafspillernes højtalere var det en god ide at lægge lyd på lyd. Lag på lag. Så man fik en imposant lyd, der i dag godt kan lyde lidt af overkill. En ting er, at Spector havde kommerciel og æstetisk sans for, hvordan en monoindspilning skulle lyde. Han havde også en udpræget god smag for den gode popsang og benyttede sig flittigt af hitfabrikken Brill Building (og tilsvarende forlag), hvor folk som Carole King, Gerry Goffin, Greenwich & Barry m.fl. tjente til dagen og vejen.

Men som sagt var Spector også en ærke-excentriker. Mest kendt er nok hans indædte modstand mod stereo, som blev kanoniseret som standard for FM-radioer i USA i 1961. Han mente, at stereo berøvede produceren kontrollen over lydbilledet. I øvrigt var han også modstander af albummet som medie, fordi han – langt hen med rette – mente, at de bestod af få hits og en bunke overflødige sange. At tresserne så ændrede på den fordom er en anden sag. Spectors devise forblev: Back to mono – på singleplade.
Tresserne var Phil Spectors storhedstid. Til hans meriter hører også The Righteous Brothers, hvis succes stod og faldt med The Wall of Sound. Ike & Tina Turner kan også takke Spector for at have fået sat gang i karrieren med “River Deep Mountain High“, som især blev et stort hit i Europa.
I slutningen af tresserne trak Phil Spector sig næsten helt ud af pladeindustrien. Måske, fordi tiden var ved at løbe fra en enspænder og særling som Spector. Men helt glemt blev han ikke. Han blev således inviteret ind i The Beatles’ miljø i 1970, hvor han producerede John Lennons “Instant Karma“, albummet “Let it Be” m.m. Sympatien for Spector var ikke udelt. Det blev understreget, da Let It Be i 2003 blev genudsendt, på Paul McCartneys foranledning, renset for den spectorske lyd.  Let it be – Naked. Det var vist også især den famøse Beatle-manager Allen Klein, der havde stået for invitationen. Selv om John Lennon og George Harrison uden tvivl var Spectorfans. Harrisons største succes som solist, “All Things Must Pass”, bærer Spectors umistelige fingeraftryk; det samme gør Lennons “Rock and Roll”, “Imagine” og “Power to the People“. Blandt andet.
Til Spectors meriter i tiden efter tresserne hører også hans famøse indspilning af Leonard Cohens “Death of a Ladies Man” (1977), hvor Cohen efter sigende blev spærret inde så længe indspilningen stod på. Kontroversiel var også hans indspilning af The Ramones’ “End of the Century” (1980), som hard core Ramones-fans fandt for mainstreamorienteret og kommerciel. Ikke desto mindre solgte pladen godt.
Selv om Spector ikke var hundredprocent inaktiv i årene frem til skandaleretsagen, der førte til hans fængsling, så er det nok rigtigt at hævde, at han havde fremtiden bag sig. Men hans nåede at sætte et markant aftryk på populærmusikken og er forblevet en inspirationskilde for mange. Ikke kun The Beatles, men fx også The Beach Boys og Bruce Springsteen.
Galning eller ej. Excentriker eller ej. Phil Spector havde en fornem forståelse for musikoplevelsen som en helhed og for den elementære popsangs uopslidelige kvaliteter. Det er værd at huske på i vor – på mange måder – fragmenterede og mp3-lydsdominerede tidsalder.
PS. Phil Spector ikke helt droppet det med pladeindspilningerne, selv om han er tugthuskandidat. I år har hans kone, Rachelle Spector udsendt pladen “Out of my Chelle”, der bærer mærket: “En Phil Spector Produktion”. Tja.