Den gode Larsen har i febertågerne kastet sig over filmhumoren, dvs. Marx Brothers, Chaplin og – ikke mindst – Gøg og Gokke. Og med god grund. Der er ikke ret meget, der er så helsebringende og humøropladende, som en god latter i selskab med d’herrer anarkister og klovne.
Selv kommer jeg ikke uden om W. C. Fields, når det drejer sig om humor på film. Jeg kom selv i tanke om ham forleden, hvor jeg så satire på DR. Trio van Gogh, Flemmings Helte m.m. Og bevares; det er da ganske underholdende. Ikke mindst Trioen. Men ellers synes jeg, at grinefaktoren er lav i tidens underholdning. Og når jeg siger grinefaktor, så mener jeg grineri, der får tårerne til at trille og maven til at krampe. Sådan har jeg det med årgangs-Gøg og Gokke og den fordrukne misantrop W. C. Fields.