Den første gang, jeg hørte om guitaristen, sangeren m.m. Peter Rowan (f. 1942) var da jeg hørte om bandet Earth Opera i radioen sidst i tresserne. Earth Opera blev dannet i 1967 af Rowan og mandolinspilleren og bluegrasmusikeren David Grisman. 1967 var året for The Summer of Love, og det stod “psychedelia” skrevet over hele musiklivet – groft sagt. I hvert fald blev Earth Opera, som jeg husker det, opfattet som endnu et bidrag til den nye strømning.

Men allerede dengang kunne jeg godt høre, at der var mere på spil, når Rowan, Grisman og deres medspillere, John Nagy (bas), Paul Dillon (trommer) og Bill Stevenson (tangenter og vibrafon) spillede. Bevares, der var anstrøg af noget, der kunne tolkes som psychedelia på gruppens første eponyme album fra 1968, men først og fremmest var det tydeligt, at musikerne – ikke mindst Rowan og Grisman – var opforstret i den rige amerikanske akustiske folktradition.
Rowan havde som ganske ung fattet interesse for den del af traditionen, der hedder bluegrass. Specielt legenden Bill Monroe betog den unge musiker, og det lykkedes ham at få lov til at spille for Monroe i Nashville. Og Monroe var så benovet over Rowans evner, at han i 1965 blev indlemmet i Monroes Bluegrass Boys som guitarist og sanger.
Interessen for bluegrass, men også andre sider af den amr. tradition – folkemusikken, rocken, bluesen – har været det fundament, Rowan siden har bygget på. Det kan man også tydeligt høre på Earth Operas andet og sidste album – The Great American Eagle Tragedy – fra 1969. Selv om der er tale om et konceptuelt album i datidens ånd, og selv om Earth Opera var del af det progressive musikmiljø og bl.a. varmede op for The Doors, så var og forblev gruppen først og fremmest et stykke americana, længe før det blev en (alt for bred) genrebetegnelse.

Ingen af Earth Operas plader solgte nævneværdigt – og derfor gik medlemmerne hver til sit. Rowan fortsatte i gruppen Seatrain, som rejste sig af asken efter det navnkundige Blues Project i 1969. Også Seatrain var et forsøg på at lave en krydsning mellem traditionelle musikgenrer og tidens hitlistesøgende elektrificerede rock. Seatrains første album hed Planed Obsolescence og udkom i ’68 under forgængernavnes Blues Project. Vist nok, fordi sidstnævnte projekt endnu havde et hængeparti med pladeselskabet.

Året efter kom så Seatrains første formelle album i og med eget navn. Pladen gjorde pænt opmærksom på sig selv. Nummeret “13 Questions” med Rowan i den vokale forgrund kom halvvejs op på Billboards top 100, og Seatrains i mere end en forstand elektriske udgave af bluegrassklassikeren “Orange Blossom Special” gjorde et stort indtryk – og blev spillet adskillige gange på DRs program 3. Albummet rummede også en fin udgave af Little Feat-Lowell Georges perle “Willin” og den meget iørefaldende “Out where the Hills” med Rowan i en brillant vokalrolle. Producer på pladen var ingen ringere end George Martin.

Han fik også æren af at producere gruppens opfølger – og hovedværk – Marblehead Messenger. I modsætning til debutalbummet havde Marblehead Messenger ikke nogle sange, der kunne siges at have hitpotentiale. Derimod viste det gruppen som en uhyre velsammenspillet enhed med et stort musikalsk potentiale.
Men et par plader med begrænset kommerciel effekt er ikke nok til holde en flok individualister sammen, og som tilfældet var med Earth Opera gik bandet mere eller mindre i opløsning. Rowan fortsatte i bluegrasbandet Mulskinner, som også talte Grisman, banospilleren Bill Keith, Ex-Byrds-musikeren Clarence White og et par andre fra kredsen omkring The Byrds. Dermed vendte Rowan for alvor tilbage til sine rødder. Og andre bandmedlemmer søgte andre græsgange. De resterende medlemmer indspillede med hjælp fra en række garvede sessionmusikere Seatrains sidste album Watch i 1973. Ikke nogen dårlig plade, men den havde ikke de to foregåendes originalitet.
Samme år – 1973 – dannede Rowan sammen med Grisman, Greateful Deads Jerry Garcia, Richard Green og John Kahn bluesgrasgruppen Old And In The Way, som opløstes i 1974, men har efterladt sig fem fine albums.
Rowan har holdt sig igang lige siden og holdt sig på det musikalske spor, der var afmærket allerede i ungdommen. En håndfuld plader er udkommet i samarbejde med brødrene i Rowan-familien (The Rowans, The Rowan Borthers m.fl. ). Dertil skal lægges nogle soloplader og en lang liste af samarbejdsprojekter. Senest har han sammen med sit eget Bluegrass Band udsendt albummet “Legacy” (2010), hvis titel vel siger, hvad det drejer sig om: Arven, som han har slæbt med sig fra barndommen. Pladen er en rendyrket bluegrassplade, hvor han får hjælp af bl.a. Gillian Welch, Del McCoury og Ricky Skaggs. Albummet udkom i september måned og er blevet nomineret til en Grammy som årets bedste bluesgrassudgivelse.