Jeg var fan af The Band fra det øjeblik, jeg første gang hørte Music from Big Pink (1968) i Danmarks Radio. Pladen var alle americana-pladers moder, selv om der skulle gå mange år, før det begreb dukkede op. Pladen er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med, når jeg flytter ud på den berømmelige øde ø. Det samme kunne jeg såmæn sige om de følgende album: The Band (1969) , Stage Fright (1970), Cahoots (1971) og Moondog Matinee (1973), hvor de holdt musikalsk frikvarter og fortolkede andres – og ikke kun egne og Dylans – sange uden at miste deres integritet.
Men af en eller anden grund kom albummet “Northern Lights – Southern Cross” fra 1975 til at betyde noget særligt. Måske, fordi det var en sidste kraftanstrengelse fra gruppen uden en eneste svag sang. Det sidste studiealbum, Island, er ikke nogen svipser, men havde det uheld at komme efter Northern Lights – Southern Cross. Måske, fordi den kørte på min grammofon hele tiden, fordi jeg blev forgabt i Garth Hudsons harmonikaspil. Måske, måske.
Hvis The Bands berømte, tætte, ja, fortættede samspil kunne bliver bedre, så blev det det på denne plade. Samtidig skabtes en næsten filmisk stemning, hvor gruppen tekstligt og musikalsk tematiserede deres lokale forankring i det canadiske.
På 2001-genudgivelsen af denne smukke, bevægende plade er der også en julesang – Christmas Must Be Tonight – som siden kom med på “Island”. De to udgaver er vidt forskellige. Island-versionen er smuk, tilbagelænet og helt i ånden fra Northern Lights – Southern Cross, medens den alternative udgave er en regulær rockudgave. Hvilken udgave man foretrækker afhænger nok af situationen og ens præferencer, men lige nu er min hu til den langsomme…musik