Medens vi venter på regeringens udspil til bekæmpelse af illegal fildeling – og det vil sikkert ligne det, vi har set i fx England, Irland og Frankrig med 3-strike-model osv., hvis jeg ikke tager meget fejl – så har nogle forskere ved Harvard og Stanford foretaget en videnskabelig undersøgelse af den digitale distributions betydning for indspillet musik og for live optrædener. “Supply Responses to Digital Distribution: Recorded Musik and Live Performances” er den akademiske titel. Undersøgelsen, der især bygger på Pollstar-databasen, som registrerer koncertaktiviteter i USA, Nielsen SoundScan, der holder øje med albumsalget og MusicBrainz, der fortæller noget om forbrugernes favoritmusik og -genrer, bekræfter nogle tendenser, man allerede har set beskrevet før, bl.a. i svenske undersøgelser.
For det første, at etablerede navne i musikbranchen generelt set er dem, der mærker de negative følger af (illegal) fildeling. I form af det svindende pladesalg, men også fordi de pågældende navne ikke kan kompensere for tabet ved flere koncerter. Generelt talt. For selvfølgelig er der undtagelser.
For det andet peger undersøgelsen på, at små navne, obskure kunstnere og deres musik har en fordel af – generelt set – at få distribueret deres musik gennem mange internetkilder og væsentlig lavere omkostninger end i før-fildelingens tid. De ukendte kunstnere har med det nye medie større chance for at nå ud til et potentielt publikum – og derved skabe interesse for deres koncerter. Det er positivt, fordi små ukendte kunstnere og bands især tjener penge på koncerter.
I en anmeldelse af rapporten understreger The Technology Policy Institute, at forskerne ikke fokuserer på selve fænomenet ‘fildeling’ men så at sige på effekterne af den (legale såvel som illegale), men at de samtidig bekræfter nogle tendenser, man tidligere har påpeget uden at dokumentere dem. [kilde:www.arstechnica.com]
@Donald: Ja, balancen mellem købmandskab og kunst er svær at finde. Det viser musikhistorien jo med al ønskelig tydelighed. Og kompromiteringer er vel mere reglen end undtagelsen…
Nej, den gængse model kan ikke løse problemerne, det er jeg helt med på, jeg kom bare til at tænke på, at demokratisk deling via internetforbindelser gør det muligt at distribuere musikernes kunst uden omkostninger.
Du skriver at derved bliver koncerter mulige, og at musikerne ofte tjener mere pÃ¥ dem, det synes jeg lyder godt – hvis man sÃ¥ bare ikke falder i den fælde, at man gÃ¥r efter de største, flotteste (mest showprægede) koncerter, som, OK, kan være flotte, men som ofte er en afglans musikkens egentlige budskab. Du skal forestille dig, at jeg lige har set en bid af DR-juleshow med Medina og 4 lækre damer, der danser en slags forførelsesdans iført noget anonymt ansigtsløst tøj. “Bløde pakker til herrerne” siger konferencier’en.
Iøvrigt er der et hvis for meget i første kommentar næstsidste afsnit:
og (-hvis) at der var nogen, som ikke ville med i det kommercielle race.
AltsÃ¥, der var nogle komponister, fx. Leif Kayser, som ikke ville bøje sig for krav fra “Bärenreiter”.
@Donald: Det – for mig – interessante ved den omtalte undersøgelse er, at den endnu engang peger pÃ¥ de muligheder, som internettet giver for nye bands og solister for at komme ud til et stort publikum for begrænsede midler. (Jeg tillader mig at se bort fra de velkendte destruktive egenskaber nettet har..). Aldrig har sÃ¥ mange, sÃ¥ let og sÃ¥ billigt osv. AltsÃ¥ den demokratiske dimension, som er en del af nettet.
Den store udfordring er, sÃ¥ vidt jeg kan se, at sikre, at komponister og udøvende musikere fÃ¥r et fair udkomme af den musik, der – legalt sÃ¥vel som illegalt – cirkulerer pÃ¥ det store net. Og jeg er ikke sikker pÃ¥, at den gængse copyright- og ophavsretstænkning kan levere en løsningsmodel…
Jeg har også tit tænkt på implikationerne af præcisionen ved digital kopiering, gratis kopiering, omgåelse af copyright og kunstnerens moralske ret, og jeg bliver mere i tvivl hver gang. Det er klart at der er fordele for mindre bands ved billig non-monopoliseret distribution.
Det er også klart, at det at opleve et levende menneske spille, er en stor ting, større end optaget og derefter klippet og konserveret lyd og billede.
Men det, som jeg kommer til at tænke pÃ¥, er nogle kunstneres udsagn. Chopin sagde: De store musikoplevelser fÃ¥r man ikke i koncertsalen. Det sagde han som et modsvar til en meddelelse om at Liszt, den utroligt velspillende pianist, spillede hans Mazurkaer ved koncerter – og lavede om pÃ¥ dem, (tilføjede formentlig brillante passager). Det var der ikke noget galt i set fra Chopins synspunkt – Ja, han spiller for et stort publikum, sÃ¥ han skal have lov til at gøre det, han finder mest passende!
En dirigent sagde engang til mig, at der var komponister (noder, “klassisk”, i 60’erne) som sloges med forlagene om mÃ¥den at publicere, og hvis at der var nogen, som ikke ville med i det kommercielle race.
Der var dengang sÃ¥vel som idag en underforstÃ¥et viden om at show er en svag afglans af privatsfærens følelsesliv og at kommercialisering kan forfladige. Men der er store økonomiske gevinster at hente ved fx en vellykket “Madonna”koncert,