På en af mine utallige ture i området med Gravhunden kom jeg – helt tilfældigt – meget tæt på en solsort, der sad på en snedækket gren og havde pustet sig op til stor stort fjerbold. Måske fik den en lille lur. I hvert fald kom jeg så tæt på, at jeg med forsigtighed næsten kunne have klappet den på hovedet.
Oplevelsen sendte mig tilbage til skolebænken og de mange sange, vi mere eller mindre frivilligt sang – fra “Arvesølv” eller efter hukommelsen. Hør den lille stær, den er åh så fornøjet kørte på repeaten. Jeppe Aakjærs “Spurven sidder stum bag kvist” var en genganger.
Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger
Lul-lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.
Far har røgtet kvæget ind
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind
at den må holde varmen
Lul-lul! rokken går
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår
ser op på far og smiler.
Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul-lul! rokken går
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.
Far ta’r ned så tung en bog
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et : Amen!
Lul-lul! rokken går
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står
og sneen går i dynger.
Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave.
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”
Lul-lul! rokken står!
Med dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.
Og så måtte jeg lige grunde over, hvor mange af sangene omhandlede fugle? Jeg kom i tanke om B. S. Ingemanns “Nu vågne alle Guds fugle små”. Men den sang vi ikke, så vidt jeg husker. Heller ikke hans “Storken sidder på bondens tag”. Men, selvfølgelig, “Jeg ved en lærkerede” var også på repertoiret. Lærken, spurven, storken og stæren. Men hvad med solsorten?! Jeg mindes ikke at have sunget om den. Til gengæld har den sin plads i poesien, fx hos Rifbjerg. Jeg kom ikke længere i mine overvejelser. Gravhunden frøs og så måtte vi vende om til den lune kurv og den varme kaffe… Fortsættelse følger, måske.
MÃ¥ske uretfærdigt overfor solsorten? Men da Jeppe Aakjær skrev “Spurven sidder stum bag kvist” (som lige netop passer pÃ¥ den oppustede, frysende solsort, der puster sig op for ikke at fryse for meget) var solsorten en sky skovfugl, som man skulle være heldig for at se. Jeg kom sÃ¥mænd til at tænke pÃ¥ at McCartney’s “Blackbird singing in the dead of night” er min foretrukne – mÃ¥ske fordi Aakjær ikke siger fra overfor den hvide flok.