Dette er indlæg nr. 6000 i CAPAC-bloggen siden august 2006. Velbekomme.

Her til aften kom jeg til, ganske uforsætligt, at se Wong Kar Wais film “My Blueberry Nights” (2007) på DR2. Det er Wais første engelsksprogede film, og jeg mindes ikke at have set nogen af hans mange kinesiske film. Men med rolleindehavere som Norah Jones (kendt jazzsangerinde i hendes første rolle på det hvide lærred), Jude Law, Rachel Weisz (kendt fra bl.a. The Mumie-serien) og Natalie Portman, så var interessen allerede så stor, at jeg blev hængende i sofaen med resten af familien.

Plottet er – næsten helt Paul Austersk – bygget op om nogle temmelig tilfældige møder mellem nogle individer, der hver især bærer på en ufuldendt historie. Jeremy, en immigrant fra Manchester, England, er landet som cafébestyrer efter at være hægtet af en affære med en russisk pige. Her møder han Lizzie, der leder efter en kæreste, som har brændt hende af – og i øvrigt har to jobs, fordi hun vil skrabe penge sammen til en bil.

Tilfældighederne og – ikke mindst – kærlighedslivets snoede veje og vildveje fører dem sammen og fra hinanden igen (mere vil jeg ikke afsløre). Og flere andre personer krydser deres veje – ikke mindst Lizzys.

Selv om filmen har både en begyndelse og en alt andet end overraskende slutning, så er den især kendetegnet ved at være episodisk. Og ved sin alt andet end moderne, langsomme fortællerytme. Det er længe siden, jeg har set en film, der tog sig så god tid – uden at blive kedelig. Den nærmeste sammenligning, der falder mig ind, er Wim Wenders’ film.

Det er en lille film af den slags, der lever højt på fint ensemblespil i alle rollerne og på sin sans for at skabe stemninger – af ensomhed, fortabthed, ukuelig optimisme osv. Stemninger, der understøttes af en smagfuld fotografering, der dyrker farvernes muligheder i storbyens natteliv. Og så af et udsøgt soundtrack med navne som Norah Jones (selvsagt), Cat Power, Ry Cooder, Otis Redding, Ruth Brown, Mavis Staples, Amos Lee, Cassandra Wilson m.fl.

Ikke mindst Reddings uopslidelige, umistelige udlægning af Try A Little Tenderness skar sig gennem med al sin passion og smerte. Understreget af, at Frøkenen i huset spidsede ører og mente, at det da måtte være hendes favorit Gavin Degraw. Også en slags anerkendelse, selv om der var tale om en forståelig vildfarelse…