I disse dage florerer hitlisterne i aviserne og de mange internetmedier. årets bedste plader, bedste bøger, bedste film og så videre. Jeg nøjes med at undre mig over alt det, der åbenbart er gået min næse forbi, selv om jeg da synes, jeg har et åbent sind og åbne ører for nye spændende indtryk. Men igen: Man kan ikke nå eller overkomme det hele. Og det bedste holder nok i årene frem, så måske opdager man det alligevel en dag. Men – for ikke helt at glemme listomanien – så er her en liste over fem plader, der har gjort indtryk på mig i det år, der langsomt rinder ud. Det er ikke de eneste, der har gjort indtryk. Heller ikke nødvendigvis dem, der udgør toppen af lagkagen. Men det er dem, der sådan lige på stående fod rinder mig i hu – og som jeg har en sikker fornemmelse af fortsat vil være værd at lytte til.

1. Tom Jones – Praise & Blame

Den gamle trussebetvinger har ikke alene droppet botoxen og hårfarven, men også med alderens tyngde negligeret pladebossernes ønske om hurtige pund og er vendt tilbage til sine rødder. Jones sang engang i kirkekoret i Wales, og på den seneste plade har han genfundet den ydmyghed og ærlighed, man kan finde i det bedste af den spirituelt forankrede musik. Borte er Las Vegas-underholdningen og dame-charmøren og tilbage en en kunstnerisk nøgen Jones, der synger, så man tilgiver ham alle hans sidespring i underholdningens tjeneste undervejs. At pladen så også – så vidt jeg har kunnet læse mig til – er blevet en pæn, kommerciel succes, ja, det er bare en bekræftelse af, at alt ikke er X-Factor…

2. Tom Petty and the Heartbreakers – Mojo

Også Tom Petty og hans gamle band genfandt enkelheden i 2010. Med blues i hjertet gik de i studiet for at indspille en plade uden fikumdik. Ingen overdubs eller andre kunstige tilsætningsstoffer. Bare spille som var det i den lokale klub. Og det lykkes faktisk for dem at få klubstemningen ned i rillerne og laserhullerne. De spiller med al den professionalisme, de mange år har givet dem, men også med en smittende spilleglæde. Sangene sidder lige i skabet. Ingen tvivl om, at de gamle drenge har hygget sig gevaldigt med at spille deres bluesbaserede rock, at give sig god tid, jamme lidt undervejs og sådan. Et lille mesterværk er født…

3. Steve Miller Band – Bingo!

Også Steve Miller Band fandt en nyenkelhed på deres første studioplade siden 1993. Det enkle understreges af, at gruppen har valgt at lave coverversioner af bluesmestre som B.B. King, Lowell Fulson, Jimmy Reed, og Jimmie Vaughan. Steve Miller har selv udtalt, at han ønskede at lave en partymusik, som dengang har var ung, gik på college og endnu ikke havde valgt musikken som levevej. Et con amore-projekt, hvor han fandt en god håndfuld sange, som han selv – og bandmedlemmerne – elsker. Og det kan man høre. Der er dømt musikalsk frikvarter og legestue. Det swinger som ind i helvede. Bingo! er en plade, der i sin traditionsforankring river sig løs af sin egen tid. Den kunne lige så godt være indspillet i fx tresserne og vil med garanti holde sig mange årtier frem…

4. Johnny Cash – American VI: Ain’t No Grave

Hinsides gravens rand udsendtes et sidste kapitel i Johnny Cashs mesterværksserie American Recordings, Ain’t No Grave. Anmelderne var knap så begejstrede, som de tidligere havde været over for serien. De var nærmest lidt lunkne, omend respektfulde. Nogle mente, at valget af sange stod svagere end tidligere. Andre havde det tydeligvis svært ved at forholde sig til et posthumt værk og læste noget dødsmærket ind i sangene. Men selv om Cashs stemme ubetvivleligt lyder lidt sprukken, mærket af alderen og sygdom, så er det også en helt igennem smuk, ærlig og ikke mindst livsbekræftende plade. Lyt fx til nummeret For the good times. Smukkere og mere livsbekræftende sang skal man lede længe efter i musikbunkerne anno 2010. Johnny Cash synger og spiller, fordi han har noget på hjerte og har sat sig ud over tidens krav til stort salg og publikumspleje. Og det høres. En plade, der vokser lidt, hver gang man hører den.

5. Neil Diamond – Dreams

Endelig var der den gamle sanger og sangskriver Neil Diamond, der lagde endnu en sten på sit kunstneriske come back. Dreams fulgte de to små mesterværker 12 Songs (2005) og Home Before Dark (2008). Også Diamond har – som Cash – benyttet sig af produceren Rick Rubin (eller også er det omvendt) for at skære ind til det musikalske ben og finde den nerve, der sitrer i al god musik. På Dreams har han dog valgt selv at forsøgt med knap så spartanske arrangementer – uden at det er gået ud over enkelheden. Nogle anmeldere er ikke enig med mig heri. Og det får så være. Men prøv at lytte til Diamonds fortolkning af egne og andres kendte sange. Diamond fremfører dem med sin rustne, autoritative stemme, så sangenes kvaliteter fremstår tydeligt. Jeg troede ikke, Bill Withers “Ain’t No Sunshine” kunne overgås, men det er lige ved her på pladen. Og når Diamond synger det gamle Monkees-hit, I’m a Believer, får teksten næsten en hel anden og dybere betydning. Det er stor fortolkningskunst, Diamond leverer her i 2010. Og mindet om en pailletbesat Las Vegas-kunstner smelter bort som iskrystallerne på vinduerne…