I går henfaldt jeg og familien til den sport, der hedder: at bladre i gamle fotoalbum. Tilbage til dengang ungerne gik med ble og hinsides til ungdommens og barndommens dage. Og et af emnerne var det tøj, man gik i dengang. Og hvorfor man kan huske nogle sko og beklædningsdele, medens andre er gledet ud i glemslens mørke.

Der står jeg så som relativt nybagt fader med ungen på nakken ‘på den høje hest’ og iført nogle lyseblå jeans, som jeg slet ikke kan huske, medens den lappede grå, striktrøje står så skarpt i erindringen, at jeg næsten kan mærke den ru uld mod huden, når jet et øjeblik lukker øjnene.
Derfra gled erindringen helt tilbage. Kan jeg huske tøj og sko fra barndommen på Nygårdsvej? Jo, der var den brune polotrøje, jeg holdt så meget af. Eller de sømandsagtige, blå og rød-stribede bomulds-t-shirts. For slet ikke at tale om de skrækkelige knæbukser plusfours eller knickers, som min far kaldte dem (efter amerikansk, ikke at forveksle med den engelske oversættelse, som betyder dameunderbenklæder…), som jeg blev hældt i, og som havde det med at kravle op på benet, så der var et stykke med bart og elastikken gnavede sig ind i benet.

Og der var de brune, spidse lædersnøresko med lædersåler, som jeg sled sønder og sammen, selv om de jævnligt var hos den lille skomager i kælderen i Sjællandsgade for at få nye hæle og såler med små metalbeslag for at udsætte nedslidningen. Og så var der scooterstøvlerne (med spænde ved anklen), der blev højeste mode i vintersæsonen. Jo mere jeg masserer erindringsvorten, desto mere dukker der op.