I går var det nøjagtig 46 år siden, soullegenden Sam Cooke blev skudt ned af motelbestyreren Bertha Franklin; en handling, som det amerikanske retssystem siden vurderede til at være et drab, der kunne retfærdiggøres med selvforsvar. Cooke, der blev fundet halvafklædt (i bar røv), skulle angiveligt have truet Franklin. Omstændighederne ved drabet og retssagen har siden været meget omdiskuteret.
Selv om Cooke kun blev 33 år gammel, så nåede han at sætte et kraftigt aftryk på soulmusikken og musikbranchen i det hele taget. Hans korte karriere var et eksemplarisk udtryk for den ‘sorte’ musiks erobring af mainstream i tresserne.
Som andre i soulmusikken kom Sam Cooke fra en religiøs (baptistisk) og stærkt musikalsk familie. Faderen var præst, og Sam fik gospelmusikken ind med de faderlige ord. Men for Cooke var det ikke nok med den religiøse musik, han ville også den verdslige – og dermed nå et større publikum. Efter at have fået sit første rigtig store hit med klassikeren “You Send Me” på det lille Keen pladeselskab – og førstepladser på både R&B-listen og Billboards mainstreamliste – lavede han sit eget pladeselskab, SAR Records, og fik kontrakt med RCA, hvor han skabte en række nye hits. Det første var “Chain Gang”, som blev fulgt op af “Sad Mood”, “Bring it on Home to Me” , “Another Saturday Night” og “Twistin’ the Night Away”.
Ud over at besidde en unik, klar stemme, havde Cooke også et udpræget talent for at skrive sange. Men hans interesse gik videre end det. Han var en af de første i den ‘sorte’ musik, som gik aktivt ind i både den bagvedliggende forretningsmæssige side af musikbranchen og i det politiske liv som deltager i den amerikanske Borgerrettighedsbevægelse. Musikkronikøren Peter Gulralnick fortæller i sin bog om Sam Cooke (Dream Boogie), at han blev helt revet med af Bob Dylans “Blowin in the Wind” og kun ønskede at skrive noget i samme klasse og kategori. Det blev sangen og hovedhjørnestenen i karrieren, “A Change Is Gonna Come”, som ikke blev et stort hit målt i salgstal, men derimod som en slags almenpolitisk slagssang for netop Borgerrettighedsbevægelsen. Pladen udkom efter Cookes død.