Tilbage i firserne var en af kilderne til mine musikalske oplevelser de udenlandske satellitkanaler, som den almene boligforenings antenneanlæg gav adgang til. Det var i satellittvs barndom, kan man sige, og man fik en forsmag på, hvad der var i vente i form af endeløse reklamer og hitmusik, der kørte i ring, medens den store verden drejede om sin akse, sådan som den altid har gjort.
Duoen “Everything but the Girl” var et af de få navne, der bed sig fast, medens man vaskede op eller gjorde sig klar til den lange cykeltur til børnehaven i midtbyen.
Parret – i mere end en forstand – Tracey Torn og Ben Watt kommer af alle steder fra den engelske havne- og handelsby Hull, men hentede deres musikalske inspiration helt andre geografiske steder. Det kan man allerede høre på duoens sparsomt arrangerede, nedtonede, let Jobim-ifiserede udgave af Cole Porters “Night and Day” på debutsinglen fra 1982.
Med singleudspillet skrev Everything but the Girl sig ind i en

strømning af sofistikeret, jazzorienteret pop, som ramte Storbritannien dengang med navne som Matt Bianco, Swing Out Sister og – ikke mindst – Sade. Måske var det et emotionelt modtræk mod de kedelige, grå firser i Thatcherismens skygge, der satte bølgen af let, smagfuld jazz-pop i gang. Sådan har det jo ofte været i krisetider: Musikken kompenserer for elendighederne…
Den første rigtige kommercielle succes kom med “Each and everyone” fra debutalbummet “Eden”. Et nummer, som med sin nærmest latinamerikanske lethed, var med til at nedbryde mine indgroede fordomme om genren “easy listening”. Nummeret var selvskreven til den tids svar på mp3-afspilleren, walkmanden.
Jazzen og bossa novaen er ikke den eneste inspirationskilde, duoen har haft. Det høres fx på deres coverversion af Pretenders’ “Kid” fra 1985. De latinamerikanske rytmer er borte, men popletheden er der stadig – uden at det bliver letbenet.
Siden starten i firserne er Everything but the Girl blevet ved med at lave deres smagfulde pop, hvor det hele vejen igennem har skelet til det voksne mainstreamsegments kræsne smagsløg, men aldrig har kompromitteret sig selv kunstnerisk i form af udspekulerethed og kommerciel produkttænkning. Duoens egen smag er blevet understreget af deres valg af covernumre, som har omfattet kendte og ukendte sange af Burt Bacharach/Hal David, Paul Simon, Jimmy Webb, Danny Whitten , Hank Cochran/Harlan Howard, Elvis Costello, Bruce Springsteen m.fl.
Duoens sidste album “Temperamental” kom i 1999. Når der har været lidt stille omkring Everything but the Girl de seneste år, hænger det sammen med, at Ben Watt i halvfemserne udviklede Churg–Strauss syndrome, et immunforsvarssygdom.
Af samme årsag skal man nok ikke forvente en opfølger til Ben Watts eneste soloalbum, “North Marine Drive”, som kom i 1983 – altså før successen med duoen. Albummet minder en hel del om parrets første jazz-influerede stil med enkle, overvejende akustiske arrangementer, der sætter Watts lidt melankolske, reflekterende sangskriverkunst i relief. Det er en af den slags plader, der er dømt til at blive kult. Og det røg da også op på indiehitlistens førsteplads…

Pladen kan stadigvæk fås i almindelig handel. Og sammen med det retrospektive, tre-cd-store bokssæt “Everything but the Girl – The Works” får man en fin introduktion til dette firserband, der er et bevis på, at firserne slet ikke var helt så kedelige, som man har villet gøre det årti til…