For et par dage siden stødte jeg på Uncle Earl, og selve navnet fik vakt min interesse. Et herligt bandnavn! Kunne man forestille sig et danske band, der fx kaldte sig Onkel Jens?! Og for at det ikke skal være løgn, så er Uncle Earl et rent kvindeband.
Navnet er nu ikke helt så tilfældigt, som det kunne lyde. Bandstifter Kathrine “KC” Groves har fortalt, at de holder meget af Earl Scruggs (kendt bluegrass-banjovirtuos), country-rockeren Steve Earl og så Uncle Tupelo, en anden musikalsk onkel med rødder i americana. Så der er mening med galskaben.
Uncle Earl blev dannet i 1999 af den mandolinspillende og syngende Groves og Jo Serrapere. Egentlig var det slet ikke et band i snæver forstand, men blot en flok piger, der havde lyst til at spille gammeldags musik. Det gjorde de så rundt omkring. Og da successen var til at føle på, endte det med, at der blev etableret et nogenlunde fast band. I mellemtiden var Jo Serrapere gået videre til andre musikalske udfordringer og de faste medlemmer – ud over KC – var: Abigail Washburn på banjo, Rayna Gellert på fiddle og Kristin Andreassen på guitar, fiddle og clogging (rytmer frembragt med fødderne ved at slå hæl og tå i gulvet). Dertil skal lægges flere bassister.

Men siden har der været flere udskiftninger, fordi gruppens medlemmer har boet i forskellige dele af USA. Gruppen har indspillet to EP’er og tre album, senest “Waterloo, Tennessee” fra 2007 (Rounder). Som man kan få et indtryk af den vedstående video (hvor John Paul Jones – fra Led Zeppelin – er med på piano), så spiller Uncle Earl en herlig traditionel “old time” musik, som man i det mindste kan bliver i godt humør af at lægge øre til.