Da jeg gik i folkeskolen, var jeg ikke nogen ørn til gymnastik. Jeg var en stor dreng, og det var som om kroppen ikke rigtig fulgte med hovedet. Det var ikke opmuntrende at følge gymnastiktimerne, når man ikke kunne komme til tops i tovene og blev siddende på bukken, når man skulle springe over. Og dengang havde vi ofte gymnastik. Som jeg husker det i hvert fald to-tre timer om ugen. Og jeg kom til alle timerne. For det gjorde man dengang. Jeg gjorde i hvert fald. Bortset fra en kort periode, hvor jeg var blevet opereret for fodvorter, og derfor ikke kunne deltage.
Til gymnastiktimerne hørte også den obligatoriske omklædning til den rette mundering – undertrøje, korte bukser og tilhørende gymnastiksko – og så det efterfølgende fællesbad. Læreren holdt nøje øje med, at alt gik til, som det skulle. Ingen skulle skulke eller unddrage sig eller overspringe nogle af de fastlagte elementer. Formastede man sig alligevel til at glemme gymnastiktøjet eller medbringe en sygemeddelse fra hjemmet, så kunne man være sikker på at blive sat til at svabre gulvet i gymnastiksalen bagefter med en overdimensioneret, kold og våd gulvklud og et lige så overdimensioneret redskab til at fæstne gulvkluden på.
Og det var med blandede følelser, man gik i bad med de andre kammerater. Men der var ingen vej udenom. Læreren holdt øje med, at man blev sæbet ind og skyllet grundigt af. Og så måtte man tage drillerierne med. Svirp fra våde håndklæder (som kun skete, når læreren var ude af øjesyn, for ellers vankede det), strint med koldt vand og andre drengede påfund. Jeg husker endnu, at jeg engang blev rykket i pilatus, da det var en af de yndede drengestreger.
Men set i bakspejlet var oplevelsen i gymnastiktimerne måske slet ikke så tosset. Motion fik man. Og man fik en erfaring af, at vi er forskellige af højde, drøjde og kropsudvikling. Var man rigtig heldig, så lærte man undervejs at acceptere sig selv, som man var. Også selv om man var kropumulig.
For kropumulig var og er man, ikke mindst i de år, hvor hormonerne buldrer og man forvandles fra barn til voksen, medens hjernen halter bagefter.
I dagens aviser kan man læse, at især de unge teenagepiger fravælger idræt, som det hedder nu om stunder, fordi de ikke vil vise deres kroppe frem for deres kammerater. Pigerne – op mod en tredjedel – synes det er flovt at stå nøgen sammen med sine kammerater. Og det til trods for, at vi lever i ‘frigjorte’, seksualiserede tider…
Nyheden er ikke ny. Sådan har det altid været. Og den dukker med jævne mellemrum op i medierne. Forskellen fra dengang og nu er, at vi “i gamle dage” ikke bare sådan kunne unddrage os timerne. Skolen var mere autoritær og disciplinen derefter. Som bekendt gik der ungdomsoprør i det og autoritet og discliplin røg ud. Men røg der også noget ud med badevandet?
@AagePK: Jo, den kvindelige narcissisme er ikke sÃ¥dan at udrydde (den har jo ogsÃ¥ sine fordele, set fra den anden side af kønsmuren…). Og netop derfor, tror jeg, pigerne vil have godt af at se andres imperfektioner stillet til skue i det fælles bad… 😉
Ja, man kan jo tude snot over de stakkels tøser, der mestrer “fejlfinding” som ingen krigskommandersergent ved lørdagsparaden før weekend-orlov.
Der er undtagelser overalt, men vi lærte jo stort set at acceptere os selv, som vi var, selv om det tog tid. I de første 2 år, både i min egen skole tid, men også senere som idrætslærer, skulle drengene jo bade sammen med pigerne. Som jeg erindrer det, havde jeg det ulige sværere end senere mine elever. Og der gik pigerne faktisk forrest.
I studentertiden, når man gik i Odense svømmehals sauna på Nonnebakken, på vej hjem fra et godt gilde, var det jo interessant at iagttage natholdet fra værftet, eller whatever, sidde og udveksle tips med direktøren på vej i banken. Hvordan visse vaner blev hængt på knagen i omklædningskabinen, og man blev lige med dem, man jo måske en gang havde gået i første klasse med.
Men pigerne stÃ¥r stadig foran spejlet, vender sig og drejer sig, krummer sammen i de mest umulige vinkler, for til sidst at juble:” Yes, der er en lille delle, eller et utidigt hÃ¥r, eller hvad som helst: en fejl! Hurrahh!
Vi mænd stiller os i full monty lodret en face foran spejlet, anerkennende:”Ok!, rimeligt flot fyr, godt nok!”
Vi er sgu’ da ikke sÃ¥ Ã¥ndsvage at vende profilen til, vel?
@Uffe: Mit indlæg kunne jo let udlægges som et forsvar for den mere eller mindre ‘sorte skole’, som vi gik i. Det er det ikke. Snarere som en interesse for det tabte. Det er med gymnastiktimerne som med fx terperiet i latin, den slidsomme udenadslære i mange fag og de “dumme” fag, man ikke kunne lide, at man i bakspejlet fÃ¥r øje pÃ¥ kvaliteterne.
@Steen AA: Jo mere jeg tænker over det, desto mere overbevist bliver jeg om, at der er vigtig lærdom at hente den fælles kropsoplevelse. For mig handler det ikke kun om at overvinde ‘flovhed’ og ‘skamfølelse’ men ogsÃ¥ om, at vi – klædt af til skindet – nok er meget forskellige i form og udmøntning, men ogsÃ¥ temmelig ens. Derfor har jeg heller ikke sÃ¥ meget til overs for særlige ‘religiøse’ eller ‘kulturelle’ hensyn i svømmehaller og lignende…
Man kunne jo foreslå, at ungerne skulle være nøgne hele skoledagen. Det kunne også skræmme nogle fra mindre frigjorte lande fra at rejse til vores allesammens harske smørhul.
Tak for interessante overvejelser, som jeg er tilbøjelig til at give dig ret i, selv om jeg ville have forsvoret, at jeg nogen sinde skulle komme til den konklusion, at gymnastiktimer var en god idé. Jeg kan med andre ord nikke genkendende til hele første del af indlægget …