Her til formiddag havde jeg forvildet mig ind i århus Midtby (og det skal man ikke gøre, hvis man vil undgå trafikalt kaos…) og endte (selvfølgelig) i en butik for musik, film etc. Egentlig ikke drevet af andet end almindelig nysgerrighed og uudslukkelig hunger på medieoplevelser. Og medens jeg stod lidt afsides og browsede på en reol, hørte jeg noget, jeg genkendte som Elvis Presleys stemme. Og alligevel ikke. Det var godt nok Elvis, der sang Burning Love, men arrangementet var slet ikke det kendte; men derimod, hvad man med lidt godt vilje og diplomatisk kunne kalde et opdateret rockarrangement. Jeg spejdede rundt i lokalet for at finde et svar. Nogle gange har pladebutiksekspedienter det med at skilte med det, der spilles (for der må selvfølgelig ikke være stille i en mediebutik, vel?). Men nej, og køerne ved kasserne afholdt mig fra at gå op og spørge en af ekspedienterne.
Men herhjemme ved computeren finder jeg så ud af, at det nok må dreje sig om udgivelsen “Viva Elvis”, som er et produkt, der er blevet til i forbindelse med en Cirque de Soleil-forestilling. Jeg kender intet til den pågældende forestilling, og man kan mene, hvad man vil, om selve ideen med at opdatere gamle indspilninger ved at lægge andre stemmer og andre arrangementer på, sådan som det fx tidliger er sket med Natalie Cole, der fik lov at synge med sin afdøde far. Jeg kan ikke forlige mig med tanken, der lugter langt væk af simpel udbytning, men det kan vel – når det ikke kan undgås – gøres mere eller mindre smagfuldt. I tilfældet med Elvis vil jeg sige, at selv oberst Parker må rotere som en grillkylling i sin grav, når man hører, hvad The King udsættes for. Det er helligbrøde, hærværk…
Gaffa gav pladen en stjerne. Den skulle have en snebold lige i nakken, skulle den!
Her er en smagsprøve.
PS. I bare ærgrelse fandt jeg “Elvis 30 nr. 1’s” og “Elvis ’56” frem for at slette den ubehagelig oplevelse fra korttidshukommelsen…