Som læserne af denne weblog vil vide, så har jeg et anstrengt forhold til tidens uden diskussion mest populære litterære genre: kriminalromanen. Sidst jeg omtalte en sådan, var vist Henning Mankells “Dyb”, der egentlig ikke var en rigtig kriminalroman, selv om der blevet begået et mord. Jeg har siden gjort tilløb til flere læsninger, bl.a. i subgenren “femikrimi”, men de bestod ikke min shitdetector-test: Ville interessen forblive fanget efter de første ti sider? Og det der især holder mig fanget – en gammel skade fra litteraturstudiet – er sproget.

For ganske vist siger man, at det handler om plot, drama, makabre mord osv., men i min optik er det ingenting uden de sproglige gevanter. En dårlig skribent kan dræbe enhver god historie, efter min mening.

Men jeg giver ikke sådan op, selv om jeg affinder mig med at skulle læse andet i mellemtiden. Så da jeg så Lene Kaaberbølls kriminalroman “Kadaverdoktoren” til discountpris i det lokale supermarked, slog jeg til. For jeg kender godt Lene Kaaberbøll i forvejen. Jeg har læst hendes udmærkede ungdomsromanserie om Skammerens datter – og har undervist i den. Og derfor viste jeg, at Kaaberbøll er en ferm fortæller, der nok forstår at konstruere en spændende fortælling, så man bliver fanget af anslaget og holdt fast gennem fortællingen ved hjælp af cliff hangers og andre tekniske greb.Kaaberbøll er med andre ord en solid håndværker. Hun kender sine virkemidler og forstår med stadig større erfaring at bruge dem effektivt.
Kriminalromanen er et relativt nyt område for Kaaberbøll. Sammen med Agnete Friis har hun forfattet “Drengen i kufferten” (2010), og alene står hun så for fortællingen om kadaverdoktoren, Albert Karno, og hans datter Madeleine.
Fortællingen er hensat til en fransk provinsby i 1894, hvor en ung pige findes død under mystiske omstændigheder. Albert Karno skal forklare dødsårsagen, og sammen med sin 17-årige assistent og datter gør han et interessant fund: en mide i næseboret på pigen. Madeleine, som er ung og fagligt ærgerrig, får mulighed for at bryde med tidens konventioner og regler, da faderen kommer til skade, bliver ret immobil og nødsaget til at overlade en væsentlig del af opklaringen til den unge Madelaine. Med faderen i gips får Kaaberbøll sat sin kvindelige hovedperson – som er en åndelige søster til Skammerens datter og andre af Kaaberbølls ungdomsheltinder – i scene og følger dermed trenden – femikrimitrenden – uden at romanen på nogen måde fremstå som femikrimi.

Ganske vist er det også en fortælling om en ung kvindes frihedsstræben i et patriarkalsk samfund, men først og fremmest er det en fortælling om nogle spektakulære dødsfald og deres langsomme, systematiske opklaring i et miljø, der indbefatter religiøst klosterliv, løssluppen seksualliv og flere andre “krydderier”.

Kadaverdoktoren står uden tvivl i gæld til Sherlock Holmes-figuren i sin optagethed af den klassisk rationalistiske detektiv, der på videnskabelig facon afslører sagens rette sammenhæng. Man kan sige, at forfatterinden opdaterer den klassiske kriminalroman ved at udstyre den med en kvindelige hovedperson, der mentalt står i lidt i gæld til de frigjorte kvinder i femikrimi-romanerne. Selv om det, som sagt, er mere oplagt at se Madeleine som fx Skammerdatterens efterfølger.

Romanen griber også tilbage i tiden på en anden måde. Et væsentligt tema i bogen er forholdet mellem menneske og dyr. Vi kender det fra de gotiske romaner og romantikkens optagethed af menneskets spaltethed fx i Dr. Jekyll & Mr. Hyde. I Kadaverdoktoren spiller ulven en central rolle på mere end et plan. Mere skal ikke afsløres for kommende læsere…
Historien fortælles – og her kan romanen også ligne Skammerserien – lige ud ad landevejen uden “overflødige” beskrivelser og psykologiseringer. Det er styrken i Kaaberbølls fortællekunst: Hun forstår at økonomisere med sine virkemidler. Man mærker med det samme, at hun har mange bøger på samvittigheden.
Jeg kedede mig ikke et øjeblik undervejs gennem den mere end 300 sider lange roman. Og bedre anbefaling af en krimi kan man næsten ikke give. Vel?