Jeg nåede ikke at nævne det i går, på selve dagen, men Woody Allen fyldte 75 år. Og det er nok en rune værd. For denne amerikanske – eller rettere: new yorkske – standup-comedian, forfatter, komiker og ikke mindst filminstruktør har siden tresserne underholdt denne skriverkugle (og mange andre) med sine tragi-komiske fortællinger fra en virkelighed, der nok lugter langt væk af Big Apple, er uudgrundeligt jødisk i en af sine tematikker, men også udtryk for en særlig uamerikansk, nærmest europæisk virksomhed, der i bund og grund handler om det alt for menneskelige. Om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, hvad enten den har ramt os eller ramt forbi os. Sygdommen til døden – og døden selv, som hypokonderen Allen altid har en ironisk distanceret kommentar til. Og livets serie af tilfældigheder, der bliver ved med at fascinere og overraske os.
Selv i de letteste af hans film mærker man, at Allen nok er en instruktør og filmfortæller, der gerne vil underholde os – men også en kunstner, der hjertens gerne vil fortælle os noget om den store gåde, vi står over for hver eneste dag: Livet. Uden at det skal misforstås, så ser jeg en lige linje fra William Shakespeares dramatik til Woody Allens New Yorker-komedier. De arbejder begge med det samme råstof, omend i hver sin tidsalder og med hver sit sprog.
Woody er i gang med en ny film, “Midnight i Paris”, der skal komme næste år, og hans seneste, “You Will Meet A Tall Stranger” fra i år har haft premiere. Jeg har dem til gode endnu, og jeg er sikker på, at instruktøren vil forsøge at snyde manden med leen, så længe kræfter og helbred tillader det, og vil fortsætte med at lave seværdige film… Til lykke.
@Uffe: Jeg kan kun være enig med dig. En gammel, kværulantisk, jødisk gris har det svært i en tid, hvor hukommelsen i medierne kun rækker en, måske to, sæsoner tilbage. Selvfølgelig er ikke alle hans film mesterværker som Manhattan, men selv de små film rager langt op over mainstream.
Woody Allen har altid været god, og han er ikke blevet ringere med Ã¥rene. Men anmeldelserne bliver gennemgÃ¥ende mere og mere afmÃ¥lte af en eller anden grund (se evt. http://ibyen.dk/film/ECE1124127/anmelderne-er-helt-uenige-om–woody-allens-nye-film/) Man kan have en lumsk mistanke om, at det har noget at gøre med, at Woody Allens alder er blevet medieuegnet, og/eller at han er dømt til livsvarigt ophold pÃ¥ listen over gamle grise efter historien med Soon-Yi Previn.